Hvordan kan man for alvor blive bedre til systematisk at lytte til og involvere mennesker med erfaringsbaseret viden i udviklingen af velfærdssamfundets støtte og hjælpesystemer?

Systemer, som vi kan konstatere, alt for ofte ikke virker efter hensigten.

Det spørgsmål har ledt SUS til en række samarbejder med unge på forskellige områder de seneste år.

Kunne vi bidrage til i højere grad at anerkende og give mere aktiv plads til den erfaringsbaserede viden? For at skabe et mere kvalificeret og nuanceret vidensgrundlag for større reformer eller nye natio- nale eller lokale indsatser – og derigennem bidrage til at udvikle systemerne til det bedre og skabe initiativer med større impact.

Selvom ansvarlige for udviklingstiltag i kommuner, organisationer eller ministerier måske nok rækker ud og spørger, forbliver målgruppen ofte statistik og mønstre, analyseret og bragt videre af andre.

Hvad med de ’rigtige’ mennesker af kød og blod, som hver dag oplever diverse udfordringer på egen krop – kunne vi engagere dem i egen ret?

Et bud på et svar fra os i SUS har været forsøg, hvor vi har arbejdet med en tilgang til at udvikle videns- grundlag gennem kollektive processer med unge.

• Forbered og invitér en gruppe unge med erfaringsbaseret viden om det tema, udviklingsarbejdet handler om – vi har kaldt dem unge erfaringseks- perter.
• Arbejd sammen med gruppen over 1-2 dage. Facilitér først erfaringsdeling blandt ungegruppen og dernæst, at gruppen som kollektiv bliver enige om, hvad der er vigtig viden og temaer på tværs af de forskellige erfaringer. Vi har kaldt det en ‘fortællecamp’. Vi optager lyden af de unges fortællinger og samtaler.
• Udskriv de unges fortællinger – kvalificér og få de personlige historier godkendt af den enkelte ung, som også bestemmer, om de vil være anonyme eller fremgå med navn.
• Invitér andre typer viden fra praksis og forskning til at være med i de næste steps af processen for først at lytte til og reflektere over de unges fortællinger og dernæst dele deres egen viden.
• Facilitér dialog mellem vidensformer og kollektive beslutninger om, hvad der er de mest presserende spørgsmål og områder, som skal adresseres videre i udviklingsprocessen.
• Vi har ofte kaldt ovenstående en ‘dialogwork- shop’. Enten som afslutning på en fortællecamp eller som en ny fælles dag med en mindre gruppe unge, som har lyst og mulighed for at være med videre. Begynd så vidt muligt her at forestille jer en mulig ny fremtid sammen, fx med brug af ‘hvad hvis/tænk hvis’.
• Skriftlige produkter dokumenterer løbende arbejdet – så vidt muligt altid kvalificeret af ungegruppen.

Hvis ikke vi spørger om det, der betyder noget for dem, vi involverer, leverer vi viden om det, der betyder noget for os, der spørger.

Derfor skal vi skal væk fra det systemfokus, som ligger i formuleringer om, hvordan man oplever den ene eller den anden indsats, eller hvad de unge drømmer om at ændre ved den.

I stedet skal vi formulere problemstillinger, der åbner op for livserfaringer hos unge, og som kan relatere sig til den hverdag, de er midt i. Hvis vi går efter unges input til ‘drømme-til- buddet’, har vi misset pointen: Det handler om at skabe præmisserne for, at unge har mindre brug for systemets tilbud.

Derfor skal vi over mod mere åbne formuleringer som fx ‘hvad er vigtigt at vide, hvis vi gerne vil hjælpe unge som dig bedre i overgan- gen fra folkeskolen til ungdomsuddannelse?’ eller ‘hvordan ser dit liv ud i de situationer, hvor du har brug for hjælp’?

Heri ligger også nøglen til at kunne komme i kontakt med og motivere til at overhovedet at deltage.

At fortælle sin historie er ofte forløsende, når man har brugt tid og kræfter på at sætte en god ramme.

Når vi mødes med en gruppe unge, handler det først og fremmest om at dele selvvalgte bidder af sin historie med hinanden – i et trygt rum.

Men springet fra enkelthistorier til fælles viden er centralt for at skabe adgang til indflydelse. Find derfor mønstre i erfaringerne i fællesskab og gå fra den enkeltes historie til kollektiv viden.

Dvs. skab kollektiv indsigt sammen på baggrund af individuelle erfaringer. På den måde bliver unge medudviklere af viden.

Hvis vi skal løse de komplekse sociale udfordringer, som ligger rundt om det, de unge erfarer, er den viden, fagpersoner som fx socialråd- givere, pædagoger, frivillige sociale organisationer m.v. besidder, vigtig.

Det samme gælder viden fra forskere, virksomheder, interesseorganisationer m.v.

Vores dagsorden har været, at det handler om at skabe en samtale mellem vidensformer, som den erfaringsbaserede viden er central del af. Hvor de unges viden tages alvorligt, og hvor de er med til at pege på, hvad der er vigtigst at gøre noget ved for at løse problemerne.

Vi har søgt at skabe rum og anledninger til den fælles samtale. Når vi starter dialogen, lader vi de unges perspektiv få forrang. Fordi alle er mindst vante med at lade den erfaringsbaserede viden ‘tale med’, og fordi det skaber et empatisk og nysgerrigt udgangspunkt.

Vi bruger kreative elementer som visuel udstilling af historier og lydoptagelser, som de inviterede fagpersoner, forskere m.fl. præsenteres for.

Magt er en faktor, når systemets repræsentanter inviterer til dialog. De unge er inviteret til at komme – de kommer ikke af sig selv. Det er et ulige udgangspunkt.

Samtidig taler vi her om unge, som kan være i en udsat eller marginaliseret position. Og temaet er defineret på forhånd, fra et andet perspektiv og med en anden sprogbrug end deres.

Læg dertil, at vi som facilitatorer også har magt til at påvirke bl.a. i den måde, vi planlægger processen. Det er vigtigt at anerkende og tage højde for.

Vi kan ikke udligne magten helt, men vi kan gøre vores til at flytte på magtbalancen.

Det gør vi bl.a., når vi arbejder for at flytte samtalen fra systemproblemer til hver- dagsspørgsmål tæt på de unges liv og ved at give de unge tid til at forberede sig på deres præmisser og skabe en fælles stemme.

Og ved at insistere på, at de fysiske og praktiske forhold skaber tryghed, at der er så meget transparens i processerne som muligt, og at rammerne om mødet med repræsentanter for andre typer viden er klare og tydelige.

Det, at man fortæller noget fra sit liv, og at nogen, som har lignende erfaringer, lytter med, gør, at man oplever sig set og hørt og kan spejle sig i andre. Den bevidning er kraftfuld.

Der opstår noget særligt i rummet, når man får lov at tale med hinanden under de rammer, vi stiller op.

Der er ingen krav fra voksne omsorgspersoner og ingen forhistorier om, hvem man er. Man bliver set som en ressource med noget værdifuldt at byde ind med.

Der er opmærksomhed, god forplejning og ‘rare’ rammer. Det kan være en forløsning.

Det har vi været helt transparente om fra starten.

De er inviteret ind som eksperter og samarbejdspartnere for at skabe grundlag for udvikling af systemer og indsatser.

Men vi kan samtidig konstatere, at ganske sårbare unge liver op og byder aktivt ind.

Og mange har spurgt til, om vi ikke kan fortsætte arbejdet, når vi siger farvel. Flere af deltagerne har også efterfølgende valgt at blive aktive i forskellige ungdomsorganisationer.

Men nogen skal tage teten. Vi tager i hvert fald en nysgerrighed med os i vores videre arbejde.

En lyst til at afsøge yderligere, om der i det faciliterede ungerum kan ligge en del af nøglen til at komme den stigende mistrivsel blandt unge til livs.

Hvad ville der ske, hvis vi mere systematisk fik indbygget denne type faciliterende kapacitet? Kan det, vi sammen med unge har oplevet, så få en længere og mere vidtrækkende virkning i forhold til at skabe adgang til øget deltagelse og indflydelse blandt marginaliserede grupper, som kunne styrke individet såvel som sammenhængskraften i samfundet?

Ud af de anledninger, vi har været med til at skabe, er vokset ægte samtale og dialog mellem forskellige perspektiver og videnstyper. Samtaler, som rummer fælles håb og drømme om en langt mere positiv fremtid.

Men vi har samtidig konstateret, at det er helt nyt for alle involverede parter – og der er fortsat mange faldgruber. Det kalder for os på et mere systematisk fokus på, hvordan man kan designe de rum, hvor den fælles samtale og analyse på tværs af perspek- tiver kan finde sted.

De rum findes og opstår ikke af sig selv i dag.

Vi kan være med til at vise en vej med eksempler. Men vi er også blevet ganske bevidste om, at skal brugerinvolvering og samskabelse realisere sit udråbte potentiale, er der behov for at tage et langt bredere ansvar for at skabe bedre rammer for involvering og anerkendelse af erfaringsbaseret viden på linje med forsknings- og praksisbaseret viden.

Det kræver, at mange mange flere er villige til at investere målrettet i opbygning af kapacitet og kompetencer til at facilitere den type involvering, det kræver.

Derfor rykker vi også i stigende grad vores praksis mod at opbygge kapacitet hos andre.

I de samarbejder, som er nævnt herunder (se nederst i artiklen), har vi ikke ført udviklingsprocessen til ende med egentlige designs af nye løsninger.

Rammen har været en anden, og vægten har været på vidensudvikling og overordnede anbefalinger med mindre vægt på at bygge og teste nye mere virksomme løsninger.

Det kunne have været oplagte næste skridt, og i andre sammenhænge arbejder vi den vej.

Generelt er der dog begrænset viden om den direkte værdi af at bringe levede erfaringer ind i socialt udviklings- og forandringsarbejde, hvis værdi måles som bedre, mere effektive løsninger. Det er et område, der er stort behov for at afsøge yderligere fremad.

Samtidig er det vigtigt at påpege, at det er vores klare erfaring, at alle involverede parter har oplevet værdi af de nævnte konkrete samarbejder. Værdi i form af nye indsigter og viden, men også blivende værdi i form af nye relationer, styrkede sociale forbindelser og øget tillid.

Det kalder for os på, at vil vi høste værdien i skala, er der behov for grundlæggende at arbejde med strukturer, rammer og præmisser for udviklingsarbejde og med det skabe langt bedre forudsætninger for, at erfaringseksperter kan vokse til forandringsledere på lige fod med medarbejdere, ledere og beslutningstagere.

Denne fagartikel indgår i SUS’ årsmagasin 2024, hvor du kan læse om, hvordan vi arbejder med involvering af erfaringsbaseret viden.

Du kan hente og læse magasinet i sin helhed på linket herunder.