»Men kunne du virkelig godt tænke dig at komme tilbage til os og samle kræfter en gang imellem? Tænker du virkelig på os som dén trygge base? Du havde jo så travlt med at komme væk, da du skulle flytte!«

Nogenlunde sådan lød responsen fra en medarbejder på et børne- og ungehjem, da en ung – én af de tidligere anbragte, som var flyttet for et års tid siden – foreslog, at børne- og ungehjemmet skulle lave et gæsteværelse, som man – som tidligere beboer – skulle kunne komme ’hjem’ til af og til. Når man lige havde brug for en tryg base eller for at puste ud på sofaen. Som alle jo får brug for på et tidspunkt i overgangen fra at være barn til at blive voksen og stå på egne ben.

Idéen blev til hos en gruppe af både nuværende og tidligere anbragte unge fra det pågældende børne- og ungehjem.

Den opstod i en samtale på en udviklingsworkshop i begyndelsen af et længere udviklingsarbejde i projektet “Netværk der bærer” – et projekt, hvor syv børne- og ungehjem samarbejder med unge med anbringelseserfaring om at skabe en praksis, der styrker de anbragte børn og unges netværk under anbringelsen, så de står med et stærkt netværk og bæredygtige relationer, når de skal forlade børne- og ungehjemmet, bo alene og klare det meste selv.

På omtalte workshop udviklede medarbejdere, forstandere og tidligere og nuværende anbragte unge fra de syv børne- og ungehjem sammen nye løsninger, som kunne være et af mange svar på den udfordring, at børn og unge med anbringelsesbaggrund ofte har et spinkelt netværk, når de flytter fra børne- og ungehjemmet, og derfor også er i større risiko for at havne i hjemløshed eller i andre udsatte positioner.

De unges forslag om et gæsteværelse satte en større proces i gang på det pågældende børne- og ungehjem.

I dag arbejder man systematisk med at holde kontakten til tidligere beboere i årene efter, de er flyttet. Både de unge, der er flyttet fra stedet med en god relation og kontakt til medarbejderne og et udtalt ønske om at holde relationen ved lige – og de unge, der af forskellige årsager er flyttet fra stedet på en konfliktfyldt eller kaotisk måde.

Fordi det understøtter de unges oplevelse af at have et netværk i ryggen på den anden side af en anbringelse; en tryg base, at høre til et sted og at have betydning for andre på det sted.

Løsningen var ikke en, medarbejderne nødvendigvis selv havde forestillet sig – men den var vigtig for de unge, og blev det derfor også for medarbejderne.

Eksemplet viser, hvor betydningsfuldt og kraftfuldt det kan være, når der skabes rum for perspektivskifte og erfaringsdeling i udvikling af praksis på et bestemt område.

Hvor vigtigt det er at skabe rum for at tale sammen om, hvordan man forstår udfordringer og løsninger forskelligt – alt afhængigt af position og perspektiv. Og hvor vigtigt det også er at arbejde med at formulere og afprøve løsninger – sammen.

Alt dette er der blevet arbejdet intensivt med i projektet. Gennem hele forløbet har der været læring at hente om gode veje at gå.

En af dem er et mere radikalt perspektivskifte, hvor den erfaringsbaserede viden spiller ind på flere niveauer i udviklingsarbejdet og gennem et længere forløb.

Erfaringerne viser, at det ikke er så ligetil at arbejde med forandringsprocesser på den måde, men gør en stor forskel, når det lykkes. Så opleves det nemlig meningsfuldt for alle.

SUS har gennem mange år erfaret, at brugerperspektivet i udviklings- og forandringsarbejde bidrager med vigtig viden, og at man i højere grad kan udvikle praksis på en meningsfuld måde for både borgere og medarbejdere, når den viden er repræsenteret.

Vi kan samtidigt se, at måden at organisere sig og styre projekter på ikke nødvendigvis understøtter involvering af brugerperspektiver.

Tre udfordringer træder især frem, når man ser på, hvordan der generelt arbejdes med involvering af erfaringsbaseret viden i udviklingsarbejde på velfærdsområderne:

1) at det kan være vanskeligt at skabe rum og tid til involveringsarbejdet inden for den klassiske projekttænkning,

2) at de mennesker med levede erfaringer, der involveres, ofte er de mest ressourcestærke og dem, der ikke længere er så tæt på de indsatser, som skal udvikles, og

3) at involveringen typisk bliver et enkelt og afgrænset bidrag i en længere proces.

Konsekvensen kan være, at den erfaringsbaserede viden får en begrænset effekt. Involverer man fx kun brugere med flest ressourcer, får man ikke tilstræk- kelige nuancer af den erfaringsbaserede viden i spil. Det erfaringsbaserede bidrag bliver for perifært i den samlede proces, hvis det ikke optræder på flere niveauer eller er repræsenteret over længere tid.

Begge dele bidrager til en risiko for, at forsimplede forståelser af både problem og løsning vinder frem, og at systemlogik tager over i takt med, at den er- faringsbaserede viden mister sin position og gen- nemslagskraft i de handlinger og beslutninger, som kommer til at definere proces og resultat.

I Netværk der bærer ønskede vi at tage livtag med to tilbagevendende udfordringer. At involveringen af brugerperspektivet ofte knytter sig til en bestemt del af en længere proces – typisk problemforståelsesfasen eller ideudviklingsfasen – mens det i løbet af selve afprøvnings- og tilpasningsfasen klinger af.

Samt at involveringen ofte finder sted et afgrænset “sted” i projektet og derfor ikke berører aktører på flere niveauer.

Derfor var ambitionen klar i projektet fra start: Vi byggede projektet op med et projektdesign, der systematisk understøttede involvering af erfaringsbaseret viden i hele processen over tid fra start til slut og på flere niveauer gennem hele forløbet.

Nu, hvor projektet er ved at runde af, viser erfaringerne, at dette design har været afgørende for at fastholde en høj grad af involvering over tid, og at det netop gjorde samtalerne, forandringen og forankringen mulig og succesfuld.

I eksemplet, hvor medarbejdere, forstandere og tidligere og nuværende anbragte unge sammen udviklede nye løsninger, fulgte en proces efter ideudviklingen, hvor de unge var med til at formulere, afprøve og evaluere de ideer og tiltag, der var blevet skabt i udviklingsfasen.

Den erfaringsbaserede viden var med hele vejen, også da forståelsen af udfordringen og de mulige løsninger på den udviklede sig videre over tid.

Idéen om at etablere et gæsteværelse til tidligere beboere stødte eksempelvis på nogle udfordringer på et af børne- og ungehjemmene, der afprøvede den.

Her udviklede løsningen sig derfor til, at pædagogerne i stedet nu tager nuværende beboere med på besøg hos nyligt fraflyttede for at tjekke ind og se, hvordan det går. Samtidig får de nuværende anbragte unge en reel oplevelse af, hvad det indebærer at flytte i egen bolig.

Ved at tage den erfaringsbaserede viden med hele vejen udviklede medarbejderne undervejs helt enkelt en dybere forståelse for

1) hvad der har betydning for muligheden for at danne netværk og relationer under en anbringelse, og

2) hvordan man som medarbejder kan understøtte, at det sker. Begge dele ud fra et børne- og ungeperspektiv.

Det skabte et godt grundlag for at udvikle nogle konkrete og relevante løsninger, men det gav også medarbejderne og organisationen en indsigt i, hvad der overhovedet er vigtigt og på spil for de unge.

Det har været en løftestang til at bryde med gamle systemer, vaner og logikker, som ikke var gunstige.

Indsigten gav medarbejderne et nyt blik på deres opgave generelt, som fik indflydelse på alle hverdagens handlinger og beslutninger. På den måde blev det radikale perspektivskifte i den grad et systemforandrende greb.

For medarbejderne på de børne- og ungehjem, som deltog i projektet, mundede arbejdet derfor ikke kun ud i en række konkrete nye løsninger, som både de unge og medarbejderne oplevede som relevante og meningsfulde.

Det betød også, at de gennem samtalerne med børnene og de unge fik et nyt syn på deres pædagogiske opgave – de udviklede et nyt pædagogisk mindset.

Den løbende involvering af både medarbejderne og de unge på stederne øgede både forandringskraften og løsningernes bæredygtighed, fordi alle blev bærere af den nye praksis på stederne.

På udviklingsworkshoppen i begyndelsen af projektet var forslaget om et gæsteværelse til tidligere anbragte langt fra den eneste idé, som opstod i samtaler mellem unge, medarbejdere og forstandere.

Ved et bord på workshoppen fortalte unge fra et an- det børne- og ungehjem medarbejderne om, hvordan erfaringer med svigt i de nære relationer kan være en væsentlig barriere for at danne gode og bæredygtige relationer under anbringelsen.

For oplevelser med svigt kan skabe en tilbageholdenhed i forhold til at danne relationer og knytte sig til andre.

De unge fortalte, at de ofte genoplever svigt under anbringelsen, fordi det sker, at medarbejderne, når de stopper, ikke får sagt ordentligt farvel til børnene og de unge – med og i respekt for den relation, der har været mellem dem.

Medarbejderne reflekterede videre: Hvorfor bliver der nogle gange ikke sagt ordentligt farvel?

Måske sker det, når nogen stopper på grund af en konflikt med andre medarbejdere eller en sygemelding, så det er svært at komme og sige farvel.

Det kan også være, at man som medarbejder netop sidder med følelsen af at svigte de børn, man forlader, og at det derfor bliver for svært selv at tage initiativ til at sige farvel.

Uanset årsag blev det tydeligt for medarbejderne, at et ordentligt farvel har meget stor betydning for børnenes erfaringer med relationer – og for deres lyst til at knytte sig til andre mennesker i fremtiden.

Med den indsigt var det uundgåeligt, at der hurtigst muligt blev etableret en praksis for, hvordan man som medarbejder tager afsked, når man stopper.

I dag er det arbejdspladsens ansvar at skabe en ramme for at sige farvel med respekt og ordentlighed.

Så det ikke er børnenes eller den enkelte medarbejders ansvar alene at håndtere den sårbare situation, det kan være for begge parter.

Men hvorfor havde denne samtale – eller nogle af de andre samtaler, der opstod på workshoppen – ikke fundet sted før?

Hvad fik dem til at finde sted lige nu, hvilken proces var de en del af, og hvad gjorde det muligt for medarbejderne og børnene og de unge at mødes på en ny måde og samskabe løsninger på et problem, de begge kendte til, men ikke havde forholdt sig til sammen endnu?

En del af svaret skal findes i det system, vi alle er indlejret i, uanset om man er forstander, medarbejder, nuværende anbragt eller tidligere anbragt. Et system med en struktur og forståelsesramme, som hviler på både lovgivning, faglighed og den overordnede organisering af området, herunder strukturer omkring økonomi og samarbejde.

Til det hører også nogle ofte usynlige arbejdsformer og magtstrukturer, som bliver afgørende for, hvem der taler med hvem, om hvad, hvornår og på hvilken måde.

Det er strukturer, der giver blinde vinkler hos dem, der har indflydelse på både store og små beslutninger i børnenes og de unge liv. Disse blinde vinkler kan den erfaringsbaserede viden være med til at afdække, og det er netop her, nye samtaler kan opstå.

For at skabe forandringskraft og nye veje frem var ambitionen i Netværk der bærer gennem projektkonstruktionen at bryde med nogle af disse strukturer og dermed skabe rum for nye samtaler og nye udviklingsprocesser.

Ønsket var at tage radikalt udgangspunkt i og blive ’forstyrret’ af den erfaringsbaserede videns perspektiv – på flere niveauer i udviklingsarbejdet og over længere tid, ikke alene som et vidensinput i opstartsfasen.

I projektet ønskede vi at involvere flere nuancer i den erfaringsbaserede viden og at få den ind på flere niveauer, så involveringen fandt sted i mere end ét lag af projekthierarkiet.

Derfor involverede projektet forskellige børn og unge med anbringelseserfaring i processen.

Både børn og unge, der boede på de deltagende børne- og ungehjem i projektperioden, og børn og unge, der var fraflyttet hjemmene.

Derudover ansatte projektet seks erfaringseksperter – altså unge med tidligere anbringelseserfaring, men uden tilknytning til de deltagende børne- og ungehjem – til at bidrage med deres viden og erfaringer i tilrettelæggelsen og faciliteringen af projektets aktiviteter.

På alle de deltagende børne- og ungehjem blev der etableret projektgrupper bestående af to medarbejdere, en forstander/leder, to nuværende anbragte unge og to unge, som var flyttet fra stedet inden for de seneste to år.

Projektgrupperne deltog sammen i de fælles udviklings- og læringsdage og stod mellem samlingerne for at afprøve og evaluere de løsninger, børne- og ungehjemmet arbejdede med.

Den erfaringsbaserede viden, der her kom i spil, var viden om den konkrete praksis på det enkelte børne- og unge- hjem, men ud fra to forskellige perspektiver:

1) hvad oplever man at have brug for under anbringelsen? og

2) hvad bliver man opmærksom på, at man har manglet under anbringelsen, efter man er flyttet?

Med de to perspektiver kom erfaringerne med lige præcis den praksis, der skulle udvikles, i spil. Samtalen mellem de nuværende og tidligere anbragte nuancerede deres forståelse af udfordringen og styrkede dermed deres bidrag til processen.

Ligesom mødet mellem dem også gav mulighed for refleksion og fælles læring undervejs, som igen forstærkede og fortættede dette erfaringsbaserede vidensbidrag.

Med ansættelsen af erfaringseksperterne forstærkede vi den erfaringsbaserede videns position i projektet.

De arbejdede tæt sammen med projektledelsen, hvor de deltog i tilrettelæggelsen og faciliteringen af de fælles samlinger og gennemførte interviews med de unge i løbet af projektperioden, så processen i højere grad tog hensyn til de øvrige børn og unge, som deltog i udviklingsarbejdet.

Men lige så vigtigt spillede de en rolle i forhold til at bygge bro og skabe tillid til de unge på børne- og ungehjemmene.

De var rollemodeller og forstyrrede – i positiv forstand – også projektets måde at arbejde på ved at bidrage med deres perspektiv på processen og faciliteringen undervejs og afdække blinde vinkler i projektfaciliteringen, der kunne spænde ben for deltagelsen hos de unge på stederne.

På den måde gjorde de involveringen mulig af børn og unge, vi måske ellers ikke ville have nået.

I en udviklingsproces træffes der løbende beslutninger og forhandles forståelser af problem og løsning.

Skal man sikre, at den erfaringsbaserede viden er med hele vejen, så reelle forandringer kan ske i mindset og praksis, skal man sætte læringen i system. For det sker ikke af sig selv.

Vi skabte derfor fælles læringsrum, der åbnede for involvering på flere niveauer og over tid – konkret i form af udvik- lingsworkshops og efterfølgende læringsdage, hvor alle parter i projektet og alle de forskellige viden- sperspektiver mødtes gentagne gange og sammen blev klogere på udfordringen og de muligheder og barrierer, der ligger i løsningerne.

Her mødtes unge, erfaringseksperter, medarbejdere og ledere fra børne- og ungehjemmene, konsulenter fra de deltagen- de hovedorganisationer og fra De Anbragtes Vilkår og os i SUS og opbyggede en fælles forståelse af problem og løsning.

Det mobiliserede en fælles forandringskraft, hvor alle parter hver især kunne gå hjem og fra hver deres stol bidrage til den forandring, den erfaringsbaserede viden kaldte på, sammen med implementeringen af de løsninger og det mindset, der blev udviklet i fællesskab.

Sådan kom indsigterne fra den erfaringsbaserede viden til at gennemsyre flere niveauer i projektorganiseringen og over tid understøtte oplevelsen af en fælles sag.

I dag lever de løsninger, der blev udviklet, videre på de syv børne- og ungehjem og er med til at sikre, at de, der fremover bliver anbragt, får støtte til at bygge et stærkere ståsted, der også kan bære, når de bliver 18 år og skal bo for sig selv.

Denne fagartikel er en del af SUS’ årsmagasin 2024, som fortæller om vores arbejde med involvering af erfaseret viden.

Du kan hente og læse magasinet i sin helhed gennem linket herunder.