Folkemødet 2022. En kvinde stopper op, da medarbejdere fra SUS og Bornholms regionskommune høfligt standser hende. »Undskyld, men må jeg have lov til at lytte til dig?,« spørger de.

Bevæbnet med en flip flop er de i gang med at invitere til en anden type samtaler end dem, der normalt finder sted i Folkemødets virak og væld af events, hvor deltagerne ofte mere skal lytte end lyttes til.

På flip floppen kan man vælge forskellige temaer at samtale om – fx ‘barndom’ – og de små pop up-lytteseancer er samtidig en måde at udbrede viden om programmet De Små Børns Bornholm på og en anledning til at indsamle perspektiver fra folkemødernegæsterne på det gode børneliv.

Samtidig er lytteseancerne en lille smagsprøve på den lytning, som er blevet til en af grundstenene i programmet. Det er nemlig fra programmets pilotfase i 2019 og frem bygget op omkring det centrale princip at inddrage og lytte til de småbørnsfamilier, som programmet er sat i verden for at styrke og støtte.

På Bornholm vokser flere børn op med en sårbar familiebaggrund sammenlignet med børn i Danmark som helhed. Sårbarhed dækker over mange forskellige tilstande og forhold, som kan påvirke barnet og familiens trivsel og sundhed.

SUS er udviklingspartner og har sammen med Bornholms Regionskommune og Egmont Fonden en vision om at ændre på statistikken, at skabe en ø med chancelighed og at give den bedst mulige start på livet til de mindste bornholmere og deres familier.

Programmet går på tværs af kommunale afdelinger og siloer, ligesom det også har fokus på, at civilsamfundet spiller en afgørende rolle, hvis ambitionen skal indfries. En ambition og forventning om, at en tidlig indsats kan gøre en forskel tidligt i barnets liv, og at de positive virkninger kan få betydning gennem hele livet.

De små lytteevents på Folkemødet – ligesom lytning i programmet generelt – rummede i al deres enkelthed et dobbelt formål. Ved at stille en anden type spørgsmål end dem, der kommer af en systemlogik, og ved at lytte nærværende og nysgerrigt, får en anden viden plads og viser sig som en vigtig nøgle til at give øens småbørn og deres familier den bedst mulige hjælp og støtte i de tidlige år.

Desuden sker der noget i og imellem mennesker, når nogen udviser den interesse og omsorg, der ligger i at tage sig tiden til oprigtigt og nysgerrigt at lytte. Det er af- gørende, når man skal opbygge tillid og tro på, at en situation eller problemstilling faktisk kan forandres.

SUS’ design af De små Børns Bornholm er inspireret af tilgangen relationel velfærd og den sociale iværksætter Hilary Cottam. Hun beskriver i sin bog Radikal Hjælp, hvordan et vigtigt fokuspunkt i en række udviklingsprojekter er, at man for at finde nye løsninger på sociale problemer må tage udgangspunkt i dem, som det handler om, og forstå hvad der er vigtigt i deres liv.

Vi er også inspirerede af, hvordan relationel velfærd blev udmøntet i den engelske by Wigan. Her iværksatte man bl.a. ‘the big listening project’ som en del af arbejdet med at transformere den offentlige service mod langt mere både virksomme og om- kostningseffektive løsninger.

Projektet indebar, at der skulle lyttes til borgerne på måder, der i videst muligt omfang ikke indebar ‘domsafsigelse’ eller en særlig dagsorden fra lytterens side. En grøn sofa i det offentlige rum blev udgangspunktet for samtaler mellem borgere og borgmester, og alle kommunalt ansatte skulle i løbet af deres almindelige arbejdsru- tiner gennemføre anderledes samtaler med borgere, end de plejede, og med fokus på at lytte frem for at tale.

Allerede i det indledende pilotprojekt på Bornholm var vi i gang med at lytte. Medarbejdere og pædagogstuderende blev trænet i at indsamle fortællinger fra en lang række småbørnsfamilier om, hvad der var vigtigt i deres liv.

Fortællinger, som blev udstillet på et stort borgerlab, og som blev til afsættet for de forskellige udviklingsspor i programmet. Efterfølgende blev en bornholmsk version af et lytteprojekt udviklet med inspiration fra Wigan.

Projektet ‘De små Børns Bornholm lytter’ er fortsat en grundsten i programmet. Det er her, vi både løbende indhenter afgørende viden fra målgruppen og samtidig løfter principperne i relationel velfærd: At opbygge tillidsfulde, personlige relationer mellem familier og medarbejdere som en grundlæggende forudsætning for at skabe social forandring. Forandring, som går gennem familiernes evne til at skabe det gode liv for dem selv.

I praksis betyder det, at de medarbejdere, ledere og politikere, som er involveret i programmet, er blevet trænet i at opøve mere relationel kapacitet ved at lytte til småbørnsfamilierne på Bornholm gennem en lille lytteguide, en række såkaldte lyttearrangementer og lyttelaboratorier.

Det betyder også, at der er udviklet metoder til sammen med dagtilbud at indsamle de helt små bornholmeres perspektiver på det gode liv, og at der løbende arbejdes på andre formater for, hvordan småbørnsfamilierne kan komme til orde.

På Bornholm blev Wigans grønne sofa skiftet ud med klapstole, som har turneret rundt på øen og skabt en fysisk platform for et utal af samtaler med det fokus at få et større indblik i småbørnsfamiliernes hverdagsliv.

Uden enten at gå i løsningsmode eller at blive overvældet af handlingslammelse er der blevet lyttet til, hvad der er betydningsfuldt for familierne, og hvad der bøvler.

På mere end 30 lokationer har stolene været stillet op med en åben invitation til familierne om at blive lyttet på af fagprofessionelle, ledere eller politikere.

Der har været lyttet på torvet, ved biografen, i mødregrupper, på Folkemødet og i øens børnehuse.

Dertil har nogle medarbejdere taget opfordringen til sig om i deres daglige arbejde at gennemføre alternative samtaler med borgere ud fra de samme kriterier som lytte- seancerne.

Samtaler, som har fundet sted både om og i familiernes hverdagsliv – hjemme hos dem, i parker, på legepladser eller lignende. Samtaler, hvor der lyttes med nysgerrighed og så vidt muligt uden for-forståelser og/eller dagsordner fra systemets side.

I forbindelse med lyttearrangementerne er der blevet udviklet en lytteguide, som hjælper dem, der lytter, til at bevare nysgerrigheden gennem spørgsmål og til efterfølgende at reflektere over, hvad de vigtigste indsigter fra lytningen har været: Hvad havde familierne på hjerte? Hvordan var det at blive lyttet til, og hvad gjorde det ved den, der lyttede?

Udbyttet herfra bliver jævnligt bearbejdet på lyttelaboratorier, hvor alle de, der har været ude for at lytte, inviteres til at dele erfaringer med lytningen og i fællesskab at forholde sig til og reflektere over familiernes udsagn: Hvad det kalder på af handling, og hvad selve lytningen som tilgang gør ved relationen til familierne og bidrager til i det faglige arbejde.

Et andet formål med lyttelaboratorierne har været at få faglige input til og yderligere træning i at lytte. For lytning er ikke bare lytning…

I lytteprojektet handler det ikke kun om, hvem der skal lyttes til, men også på hvilken måde, der lyttes. Derfor har lyttepositioner været et af de emner, som er blevet behandlet, når medarbejdere, ledere og politikere har været samlet til et lyttelaboratorie.

Her har der været fokus på lytning ud fra kroppen og samtidig har Otto Scharmers fire lytteniveauer (se boks herunder) fungeret som en lup til at forstå, hvad der er på spil, når vi sætter os for at lytte på nye måder.

Det første af Scharmers lytteniveauer beskriver han som ‘downloading’. Her lyttes ud fra en overbevisning om, at man allerede ved, hvor sætningen og samtalen vil ende og derfor ikke for alvor er interesseret i at spørge yderligere ind.

Det kan fx betyde, at man kun hører halvt efter, fordi man allerede sidder klar med det næste spørgsmål, eller at man kun svarer med bekræftende ord og lyde; ligesom en voksen, der skal forholde sig til en lang fortælling fra et barn, men samtidig gerne vil arbejde på sin computer og derfor forsøger at lytte og arbejde samtidig.

Det andet lytteniveau er det analytiske og objektfokuserede. Her er man optaget af at forstå data, og hvor det adskiller sig fra det, som man forventede. Det er den form for lytning, som eksempelvis bruges i forskning, hvor man går efter at få så tydelige og klare svar som muligt om et bestemt objekt, men hvor man ikke nødvendigvis er synderligt optaget af tilstanden hos den, som formidler den viden, man har brug for. I modsætning hertil er det tredje lytteniveau kendetegnet af empati.

Det tredje lytteniveau er populært sagt lytning med hjertet, og der stilles undersøgende og nysgerrige spørgsmål med fuld opmærksomhed på den, som man lytter til. Her er man optaget af, hvordan den anden har det, og imens de to første typer af lytning tog udgangspunkt i en selv og ens egen forståelsesramme, er man den i empatiske lytning helt ovre i den anden og dennes forståelse af verden.

Imens det første lytteniveau sjældent er efterstræbelsesværdigt, kan der være situationer, som kalder på både det andet og tredje niveau. I forhold til lyt- teprojektets intention er det imidlertid det fjerde og nærværende og regenerative niveau, som trænes.

Det fjerde lytteniveau er et sted, hvor man forbliver grounded i sig selv, men har nærvær og opmærksomhed på det, der fortælles. Der er tale om en lytning, som fx skaber rum for at kunne dele det sårbare, uden at der skal handles og findes løsninger, som den analytiske typisk ville kalde på. Eller hvor man med den empatiske lytning føler så kraftigt med den, der lyttes på, at man bliver handlingslammet. Med den nærværende lytning er der plads til tale, til tavshed, til tillid og til, at der derfra kan opstå noget nyt.

I De Små Børns Bornholm lyttes der fortsat, og med den nye programperiode (2024-27) bliver der sat endnu mere spot på forankringen og udbredelsen af en lyttende kultur på børneområdet.

For med lytningen opnår vi værdifulde indsigter og er samtidig med til at skabe et vigtigt medejerskab hos dem, der bliver lyttet til.

Med lytteprojektet er der skabt rum for:

• En lytning, som fremmer tryghed og tillid som fundament for samarbejdet med børnefamilierne
• En lytning, som giver et vigtigt indblik i, hvad der er vigtigt i børnefamiliernes liv
• En lytning, som åbner for at se andre mulighedsrum for udvikling end vanetænkningens
• En lytning, som styrker familiernes mulighed for involvering i udvikling af løsninger og indflydelse på eget liv.

Samtidig sættes der nye standarder for, hvordan der samarbejdes småbørnsfamilierne og kommunens medarbejdere imellem.

Eksempelvis er der fagprofessionelle, som oplever, at lytningen har bidraget til en øget opmærksomhed på at have mere nærvær i samtaler med forældre i stedet for straks at springe til løsningerne.

Andre fremhæver det at turde at holde pause undervejs i samtalerne og derigennem at skabe rum for nærvær, sårbarhed og nye muligheder som et tydeligt resultat af lytteprojektet.

Endelig har det for et af børnehusene været så stor en succes med lytningen og måden at spørge ind til familiernes hverdagsliv på, at den er blevet integreret som en fast del af forældresamarbejdet.

For mange er det desuden kommet bag på dem, hvor meget forældrene har lyst til at dele, når det sker i en lyttekontekst. Som en mor, til et vuggestuebarn udtaler: »Det er rart at blive lyttet til på den her måde. Det er der aldrig nogen, som har gjort før.«