Professionel optagethed af børns perspektiver er ikke et nyt fænomen. Men i de seneste år har vigtigheden af at involvere børns perspektiver i udvikingen af tilbud, indsatser og som vidensgrundlag vundet øget opmærksomhed.

I SUS oplever vi, at det bliver prioriteret – ikke som et tillæg, men som et helt centralt element – at der er høje ambitioner om involvering af børn og ønsker om, at involvering finder sted i flere arenaer og typer af projekter. Samtidig føler mange sig usikre på hvordan og i hvad, man kan involvere børn.

For er børns fortællinger ligesom voksnes? Er der noget særligt, man skal tænke på eller tage hensyn til?

Det er overvejelser, vi i SUS også har gjort os, når vi involverer børn som informanter eller deltagere med særlige levede erfaringer som netop børn i deres konkrete livsomstændigheder.

SUS har gennem adskillige år arbejdet systematisk med involvering af unge og er inden for de seneste år begyndt at arbejde mere med involvering af de mindre børn og skolebørnene. Vi er optagede af udviklingspotentialet i at se, hvor tidligt man kan gøre børns erfaringer til et vidensgrundlag, som man skal lytte til og aktivt bruge i udviklingsprojekter.

Men vi er også bevidste om, at børn ikke er voksne, og at der derfor skal være særlige metodiske og etiske refleksioner, når børn involveres.

Netop fordi det er særligt at involvere børn, har vi gjort os en lang række overvejelser om, hvad det særlige er, og hvordan vi håndterer det, så børnene bliver involveret på respektfulde måder, der skaber gode rum for, at de kan og har lyst til at involvere sig.

Vi inviterer her ind til at se nærmere på SUS’ erfaringer med og overvejelser om, hvad der skal til, for at børn – og ikke mindst børn i udsatte positioner – kan få mulighed for at blive vidensaktører i udviklingen af velfærdssamfundet.

Ser man på børneinddragelse i et mere overordnet perspektiv, bliver begrundelsen for at inddrage børneperspektiver ofte udtrykt som en etisk fordring og en demokratisk ret for børnene under henvisning til bl.a. artikel 12 og 13 i FN’s Børnekonvention.

De handler grundlæggende om, at børn skal kunne udtrykke deres synspunkter frit, og at disse skal tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets alder og modenhed. Det moderne børnesyn udtrykt her – og også i den nye Barnets Lov – handler om åbent at spørge børn, at se dem som kompetente, og at det i øvrigt er de voksnes ansvar at muliggøre barnets udøvelse af indflydelse.

På socialområdet er fokus ofte på den individuelle inddragelse i ‘egen sag’. At det enkelte barn skal høres og inddrages, og der skal laves ‘individuelt tilpassede’ indsatser osv. Her sætter vi i stedet fokus på involvering af børn ‘som repræsentanter’, hvor selve involveringen ikke – nødvendigvis – får betydning for det enkelte barn.

Selvom der er overlap mellem, hvad man skal være opmærksom på i de to typer af involvering, er det, der er på spil for barnet, alligevel væsensforskelligt. Når SUS involverer børn, sker det ofte i vidensafdækninger og udviklingsprojekter, hvor børn efter vores mening er vigtige aktører, fordi det, der drøftes, handler om dem – både direkte og indirekte.

Vores grundantagelse for al involvering er, at mennesker er eksperter i eget liv – det gælder også børn. For at forstå, hvordan det er at være barn i særlige positioner, hvordan børn oplever en indsats, eller hvad børn drømmer om eller frygter, må vi (også) spørge dem.

Hanne Warming (2011) peger på, at mange undlader at involvere børn med den begrundelse, at børn er mere sårbare end voksne, og at det er et spørgsmål om deres modenhed.

Sårbarhed bliver en begrundelse for ikke at involvere dem. Men vores erfaring er, at det ikke er farligt for børn at blive involveret – heller ikke for børn, der kender til marginalisering. Børn skal passes på, men de må aldrig passes så meget på, at man forhindrer dem i at få en stemme.

Warming peger på, at involvering faktisk kan modvirke sårbarhed. For det første kan (god) involvering modvirke sårbarhed ved at give barnet et refleksionsrum, hvor det bliver set, mødt og forstået. Et rum, hvor det bliver spejlet og får nye perspektiver og konkret viden om et, for dem, vigtigt emne.

For det andet kan involvering i projekter, som handler om og lykkes med, at forstå, formidle og kæmpe for, at børns perspektiver får indflydelse, bidrage til at skabe bedre vilkår for denne gruppe af børn – eller barnet selv.

For det tredje kan involvering af børn bidrage som en træningsbane for børn i at indgå i demokratiske fællesskaber.

Spørger og involverer man børn på gode måder, er vores erfaring, at man får unik viden, som er essentiel i udviklingen af projekter, der faktisk ræsonnerer med deres hverdagsliv, fordi det kan være vanskeligt at indleve sig i børnenes liv og perspektiver for voksne.

Børn er vokset op i en anden tid end voksne, og de lever til en vis grad i kontekster i vores samfund, der kan kaldes ‘børnespecifikke’ – såsom skoler og børneplatforme på nettet. De udgør en ‘fremmed’ kultur, som voksne har brug for deres hjælp til at få indsigt i og forstå. Man bliver derfor nødt til at stille sig ydmygt an og bede dem om hjælp til, hvordan deres input og udsagn skal tolkes.

SUS arbejder med involvering af børn i kollektive vidensprocesser, men også med involvering igennem individuelle samtaler, når målet er at få et dybdeperspektiv på det enkelte barns hverdagslivserfaringer.

Vores erfaring er, at begge tilgange kan tilbyde både et trygt og meningsfuldt rum for refleksion for børnene og muliggøre indsigt i børnenes forståelser og perspektiver. Men det kræver en særlig sensitivitet over for det rum, man skaber om involveringen af børnene, en god, respektfuld, tryg og ligeværdig ramme, så børnenes stemme faktisk kan blive hørt.

Her er vi inspireret af Laura Lundys model for børneinddragelse. ‘Lundymodellen’ peger på fire indbyrdes forbundne elementer, der er afgørende for at gøre involvering af børn meningsfuld og effektiv: Rum, Stemme, Tilhører og Indflydelse.

SUS har ‘oversat’ modellen til involvering af børn som repræsentanter i udviklings- og vidensprocesser. Se herunder.

I vores samarbejder med børn har vi i praksis ofte oplevet at blive udfordret på, at børn tænker mere konkret, end voksne gør, og derfor ofte er kommet til at udfordre os på vores sprogbrug.

Samtidig er de naturligvis ikke (endnu) socialiseret til at indgå i samme typer vidensprocesser som voksne, hvilket man som facilitator kan opleve som, at man står i en uforudsigelig situation.

Når vi ser på tværs af vores arbejde med at involvere børn, kan vi se, at vi i de bedste processer er lykkedes med at håndtere, at:

Børn har korte attention spans, så involveringen vil ofte kræve, at man arbejder med deres spon- tanitet og ivrighed og giver dem mulighed for at ‘lege’ deres viden frem. Vores erfaring er, at den bedste involvering oftest sker, hvis børnene tilbydes mangfoldige udtryksformer. Metodisk kalder det på, at vi arbejder med mere fleksible involveringsdesigns, end vi er vant til.

Børn vil ofte gerne være hjælpsomme – de kan have en tendens til at blive optaget af at svare ’det rigtige’ i stedet for det, de selv tænker og føler. Man skal derfor være opmærksom på at formidle tydeligt for dem, at man er interesseret i deres erfaringer og synspunkter. Vi har gode erfaringer med at afhjælpe børnenes ‘hjælpsomhed’ gennem øvelser og en ydmyg nysgerrighed over for deres oplevelser.

Børn påvirkes let af deres omgivelser – de iagttager deres omgivelser og har i mindre grad etableret et filter, end de fleste voksne har, derfor kommer konteksten for involveringen også nemt til at få en betydning for børnenes refleksioner og fortællinger. Ved involvering af børn er det derfor vigtigt at søge en forståelse af, hvilken betydning kontekst kan have for det, børnene udtrykker. Konkret kan man reflektere over det udtrykte i relation til det rum, det er blevet sagt i: Hvilke andre mennesker var i rummet? Hvad er relationen til dem? Hvilke ting/artefakter var til stede? Hvilke aktiviteter blev det sagt i forbindelse med?

For at undgå voksen-bias (undgå at stille spørgsmål fra en voksens perspektiv) bør involveringen have mindre struktur, men indeholde en åbenhed for, at børnene driver samtalerne derhen, hvor de har noget på hjerte. Det er vigtigt med forholdsvis åbne spørgsmål, så det, der fylder for børnene, kan få lov til at komme frem – men samtidig skal spørgsmålene være så konkrete, at børnene forstår, hvad man spørger til.

Konkret og metodisk – hvordan griber man så børneinvolvering an? SUS arbejder med meget åbne metodegreb til involvering af børn og med en sensitivitet for, hvor børnene tager samtalen hen.

Metoderne bliver dermed ikke blot teknikker til dataindsamling, men processuelle forløb, hvor viden bliver til i dialog sammen med handlinger.

Børnene kommer som regel ikke kun til at indgå som informanter, men bliver medbestemmende i forhold til, hvad dialogen skal omhandle. De bedste involveringsprocesser, vi har haft i SUS, er, når vi har formuleret spørgsmål og processer meget konkret og hverdagsnært og har overvejet nøje, hvordan processen bliver alderssvarende.

Her er nogle af de greb, vi har gjort os erfaringer med.

Hvis børnene skal åbne op, er det vigtigt, at de oplever sig trygge. Det kan man fx sikre ved at lade involveringen foregå på steder, der opleves som deres ‘hjemmebane’ – skolen, lektiecaféen, hjemmet. Og gerne steder, som er relevante for den konkrete sag, der involveres om.

Et andet greb er at have voksne med i rummet, som de har en fortrolighed med. Vi har dog haft erfaringer med, at hvis forældrene er i rummet, kan de helt små børn komme til at ‘gemme sig’ bag forældrene, som så kommer til at overtage samtalen. Det er en balancegang, man må gå ved hver involvering.

Frem for at sidde ned og tale, er et godt greb at få børnene til at vise dig deres hverdagsliv – fx hvad der er betydningsfuldt for dem, hvor de opholder sig, og hvad de laver.

Det kan man gøre ved ‘go-along’-interview, som ofte vil opleves mindre intenst for børnene og vil drage nytte af børneneslyst til at vise deres ting frem. Samtidig foregår det på barnets hjemmebane og præmisser, hvilket muliggør observationer af børnene sideløbende med, at de fysiske omgivelser kan stimulere hukommelsen og give adgang til flere konkrete erfaringer.

Inspireret af livsformsinterviewet er det en god ide først at spørge til almindelige hverdagshandlinger som »Kan du vise mig, hvor du laver lektier? Hvem hjælper dig? Kan du lide det?«. Og så lade samtalen udvikle sig herfra.

Vi har god erfaring med at bruge visuelle stilladser som afsæt for samtalen med børn. Det visuelle stillads kan være med til at fastholde børnenes opmærksomhed og gøre samtalen mindre formel, samtidig med at det er velkendt og ofte trygt for børnene at tegne.

I SUS har vi anvendt de visuelle greb til både at få barnet til at tegne det, der er vigtigt for dem, og til at tale ud fra deres tegning. Og som en allerede tegnet ramme for samtalen, hvor børnene undervejs kan se, hvilke overordnede tematikker involveringen omhandler, men samtidig selv være med til at prioritere, hvad det er særligt meningsfuldt for dem at tale om.

Skal vi fx snakke om at være i skoleklassen, spille brætspil, lave mad, være til håndbold mv? De får mulighed for at styre samtalen hen på de punkter, der ræsonnerer med deres hverdagslivserfaringer.

Denne fagartikel indgår i SUS’ årsmagasin 2024, hvor du kan læse om, hvordan vi arbejder med involvering af erfaringsbaseret viden.

Du kan hente og læse magasinet i sin helhed på linket herunder.