Aktuelt

NYHED 03.06.2024


Praksisinspiration: Barnet og hospitalsklovnen

Vi er på Slagelse Hospital. Nu kommer de to hospi­talsklovne ud, som vi har fået lov til at observere i dag. Vi skal undersøge, hvilken betydning deres indsats har for børnenes sygdomsoplevelser.

Nu går vi ind på en stue, hvor en pige på 7 år er ved at gøre sig klar til at få tage blodprøve. Vi observerer, hvordan hun griner af klovnene, mens stuen langsomt fyldes af læger og sygeplejersker, der skal give hende lattergas, inden hun er rolig nok til at blive stukket i.

Da hun er færdig, spørger vi, om hun vil tegne en særlig oplevelse med klovnene. Det vil hun gerne og får et papir med en ramme af særlige hospitals­ og klov­ ne­specifikke ting: Sæbebobler, ukulele, dropstativ, nål og balloner med ’følelser’. Senere kommer vi tilbage og spørger hende til tegningen, som viser en situation, hvor en pige skal stikkes.

Det bliver en samtale om, at hun er bange for nåle og er kronisk syg, men også om en konkret situation, hvor hun skulle stikkes mange gange. Klovnen sætter sig overfor og begynder at blæse sæbebobler, som hun prikker hul på. Hver gang siger hun lyde. Pigen får fjernet sit fokus fra, at hun selv bliver stukket, til at klovnen ’stikker’ sæbeboblerne.

Ud fra tegning og observationer får vi mulighed for at tale om pigens meget konkrete oplevelser med klovne og med et liv med sygdom. Men hun er også træt efter en lang dag på hospitalet med lattergas, så hun gemmer sig fysisk i sin mors arm. Moren kommer til at deltage meget i samtalen.

Praksiseksemplet her viser en konkret måde at inddrage og involvere børn og børns erfaringer og viden på. Eksemplet stammer fra “Hospitalsklovnenes værdi for børn og unge” – en undersøgelse lavet af SUS for Danske Hospitalsklovne.

Praksiseksemplet indgår i SUS’ årsmagasin 2024, hvor du kan læse om, hvordan vi arbejder med involvering af erfaringsbaseret viden.

Du kan hente og læse magasinet i sin helhed på linket herunder.