Brugerpaneler, pårørenderåd og kommunale spørgeskemaer til borgerne.

I det seneste årti er interessen for og efterspørgslen efter at få brugeres stemmer inkluderet og repræsenteret i alt fra politikudvikling til konkrete indsatser på praksisniveau steget markant, ikke blot i Danmark, men i hele Norden. Det viser bl.a. en undersøgelse fra Nordens Velfærdscenter under Nor- disk Ministerråd, der blev udgivet sidste år.

For SUS er det ikke noget nyt. Det at tage de menne- sker, en indsats, evaluering eller en udviklingsproces handler om, med på råd og give en stemme, har været omdrejningspunktet i SUS’ arbejde, siden SUS blev etableret for over 30 år siden. Men generelt skal vi være mere ambitiøse på feltet, når det kommer til måderne, vi involverer, så vi ikke ‘bare’ skaber processer, hvor borgerne svarer på det, systemet tror er vigtigt.

– Vi mener, at ægte forandring for mennesker kun opstår, når de er aktive deltagere. Dér, hvor sam talen, processen, analysen og løsningerne tager udgangspunkt i den erfaringsbaserede virkelighed, som Vibeke Normann Andersen, direktør i SUS, siger.

Når målet er at skabe bedre livsmuligheder for mennesker og sikre sig, at de har indflydelse på eget liv og egen situation, må man også involvere de drømme, de måtte have, og deres tanker, erfaringer og perspektiver som en helt central del af processen, siger hun.

Den stigende opmærksomhed på at involvere og inkludere ‘modtagerne’ og deres perspektiver på velfærdsområdet har på samfundsniveau fået bedre muligheder, senest som rammesat i den nye Barnets Lov, som har et særligt fokus på børns ret til at blive hørt og inddraget i egen sag.

Og det er helt grundlæggende positivt, mener Vibeke Normann Andersen. Hun håber, at man bruger anledningen, så loven bliver omsat til reel inddragelse ude i de enkelte kommuner, forvaltninger og i praksis.

Et andet spørgsmål er, hvad der kommer ud af den måde, man praktiserer involvering på. Spørgsmål, der ikke kun er relevante og væsentlige at stille, når det gælder Barnets Lov – men på alle områder, hvor involvering, inddragelse, medindflydelse og beslægtede begreber og praksisser vinder indpas i disse år.

– Pointen er, at det blot at spørge ind til den enkelte, sjældent kan stå alene. Det er ikke nok. Input fra den enkelte i det daglige møde med den fagprofessionelle giver kun én vidensdimension, men vi har brug for andre typer viden for til fulde at forstå og dermed også bedre kunne arbejde med de komplekse udfordringer, systemet har meget svært ved at håndtere i disse år, siger Vibeke Normann Andersen.

For det første er der rammen – eller præmissen. Her vil der i det enkeltstående møde mellem et barn, en ung eller en voksen og ’systemet’ altid være en skævhed, magtulighed og magtasymmetri til stede, som man som fagprofessionel kan have gjort sig alle mulige tanker om og forsøger at imødekomme, men sjældent helt kan udviske, forklarer hun. Den ulighed vil selvfølgelig påvirke kvaliteten af den viden og indsigt, der kommer ud af mødet.

For det andet er der karakteren af den viden eller de perspektiver, der indsamles i en involveringsproces. Her har SUS i flere år systematisk arbejdet med at få, skabe og bruge kollektiv viden i involverende forandringsprocesser. Frem for at lade en individuel levet erfaring stå alene.

– Det er ikke den enkeltes særskilte perspektiv, der flytter noget. Slet ikke i en verden, hvor fagprofessionelle, forskere, eksperter, ledere og andre i forvejen har et privilegeret sted at stå på, fordi de har en position, en organisation bag sig, en struktur, der gør, at deres stemme bliver hørt. Det privilegie har man ikke på samme måde, når man er det menneske, der står i en udsat livsposition. Så har man ikke den samme platform. Eller adgang til at få en stemme. Man har kun en stemme, hvis nogen lytter.

– Så det, vi gør i SUS, er at skabe de platforme, at løfte stemmerne op fra det individuelle niveau og fra ‘kategorierne’ og gør den enkelte erfaring til genstand for en ny kollektiv viden – på tværs af levede erfaringer og perspektiver. En kollektiv viden, som er samskabt og defineret af dem, der selv har temaet, situationen, vilkårene, indsatsen eller hvad, det nu handler om, inde på livet. Det er den type viden, vi har brug for, når det handler om at skabe nye dagsordner og grundlæggende forandringer, der også rammer systemniveauet, siger Vibeke Normann Andersen.

Der er i disse år en øget opmærksomhed på, hvordan trivsel og velfærd spiller ind på både samfundet og økonomien.

I takt med at samfundets ressourcer er under pres, og der derfor skal tænkes nyt og prioriteres skarpt for at sikre fremtidens velfærd, bliver det mere og mere vigtigt at have et stærkt blik på, hvordan dét, vi som samfund tilbyder borgerne, faktisk virker i praksis, mener Vibeke Normann Andersen.

– Skal vi have en tredje bundlinje, en velfærdsbund- linje eller begynde at tænke i egentlig trivselsøkonomi? Det ser vi flere og flere bud på, også i Danmark. Jeg er helt enig i, at vi er tvunget til at tænke radikalt anderledes. Vi står med flere kriser på én gang, en af dem handler om, hvordan mennesker trives – ikke mindst i stive systemer, der er indrettet på måder, som ikke længere matcher samfundets og de individuelle menneskers behov, siger hun.

I marts slog fire økonomer sammen til lyd for, at politikerne bør begynde at indtænke velfærd som en tredje samfundsøkonomisk bundlinje – udover vækst og klima – for at finde ud af, hvordan de nu- værende politikker påvirker befolkningens generelle trivsel.

En helt ny tænketank for trivselsøkonomi, Wellbeing Economy Lab, er for nyligt blevet etableret i Danmark.

Og både New Zealand og Storbritannien har implementeret trivselsøkonomi i deres nationale budgetter, viste en rapport, bestilt af Nordisk Ministerråd i 2021.

Uanset om vejen til fremtidens velfærd hedder en tredje bundlinje i samfundsøkonomien eller en gentænkning af det nuværende økonomiske system, så trivsel og bæredygtighed kommer i centrum, så mener Vibeke Normann Andersen, at vejen dertil kræver omtanke og en radikal mere omfattende tilgang til at inddrage og involvere levede erfaringer.

– Dér, hvor beslutninger træffes, skal de levede erfaringer tænkes med. Ellers bliver vores vidensgrundlag for fattigt – uanset om det handler om nationale politiske reformer eller lokale tiltag.

– Statistik, individuelle vidnesbyrd og lignende kan noget. Men vil man transformere systemer og skabe bedre indsatser, er det slet ikke nok. Uden de levede erfaringer misser man væsentlige perspektiver og vigtig viden; man misser også muligheden for at skabe reel adgang til deltagelse og indflydelse blandt de, der ofte er i de mest marginaliserede positioner.

Involvering af levede erfaringer er ikke bare noget, vi gør ved særlige lejligheder eller er medarbejdernes opgave, siger Vibeke Normann Andersen.

Det er en væsentlig ledelsesopgave at rammesætte involvering, sikre opfølgning og justere og bygge systemerne, så de matcher borgernes behov.

Fra flere sider kaldes på nye organiseringer og arbejdsformer – faktisk en helt ny ‘involveringsarkitektur’ for, hvordan aktører samarbejder, når vi som samfund søger at tænke nyt i lyset af presserende udfordringer.

Det omfatter netop en anderledes tilgang til dét at involvere erfaringsbaseret viden.

Hvordan det kan se ud, er der flere eksempler på og overvejelser om i SUS’ nye årsmagasin.