Af Mathias Hulgård Kristiansen, ph.d og konsulent, og Simon Hjortnæs Haugegaard, konsulent, SUS

En involveringsproces tager typisk afsæt i en udfordring eller et problem, som nogen ønsker at løse eller få viden om.

Men hvorfra udspringer det rum, vi involverer i? Hvor – og af hvem – er det, som vi involverer omkring, som en udfordring eller et problem, defineret? Og opleves det, der involveres i, overhovedet som relevant for de personer, vi involverer?

Hvad der involveres i, omhandler processen, problemet og formen – inden man involverer, er det en god idé at have forholdt sig til koblingen af de tre elementer, så man kan være tydelig om, hvad man ønsker at involvere i.

Det kan virke mærkeligt at spørge sig selv om, hvorfor man involverer, da der efterhånden er bred enighed om, at borgeren er ekspert på eget liv og derfor har en vigtig stemme ind i udviklingen af sociale tilbud, politik og viden.

Vores erfaring er dog, at netop det spørgsmål er vigtigt at forholde sig til, hvis man vil lykkes med reel involvering.

Involvering må aldrig blive noget, vi ’bare gør’, men noget, vi har taget aktivt stilling til, så vi skaber gode betingelser for at involvere, får et godt udgangspunkt for at få de vigtige indsigter, involveringen kan give, og skaber et rum for de involverede, der opleves gennemsigtigt.

Hvem er de relevante at involvere, og hvorfor mener vi, at netop de er de relevante – og hvem er så ikke de relevante?

Hvor går grænserne for, hvem vi ønsker at have med, og hvorfor går de der?

Hvad er det for perspektiver, vi inkluderer med dem, vi involverer, og hvilke perspektiver er ikke repræsenteret?

Det er spørgsmål, der er relevante at reflektere over, når man vælger hvilke grupper, mennesker eller perspektiver, man ønsker at involvere.

Ofte kan det være en idé at høre fra flere forskellige perspektiver. Der opstår så et spørgsmål om, hvor meget – og hvordan – de skal gå i dialog med hinanden.

Når vi involverer mennesker med levede erfaringer, er det vigtigt at have gjort sig klart på forhånd, hvilket omfang involveringen har: Er de involverede med til at definere hvor, og hvad problemet er?

Eller indgår de i at belyse levede erfaringer ud fra et på forhånd defineret problem?

Indgår de kun med viden eller også i analysearbejdet og arbejdet med at finde løsninger?

Vores erfaring er, at det skaber et utydeligt og potentielt utrygt rum for de involve- rede, hvis man ikke har gjort sig bevidst, hvad man konkret inviterer til involvering i.

Forstår vi egentlig, hvad der bliver sagt til os – også det nonverbale?

At involvere kræver en sensitivitet og en åbenhed for, at deltagerne kan give nye forståelser af et emne, en problemstilling eller selve processen, som ikke var tænkt med fra start eller afviger fra den forståelse, man selv har.

Måske har de involverede et helt andet billede af, hvad problemet overhovedet er, eller hvordan processen i arbejdet med løsninger bør tage sig ud.

Vores erfaring er, at disse vigtige indsigter også bliver formuleret uformelt og uden for de etablerede rum for involveringen. Husker vi at tage det, der formuleres i køen til toilettet eller kommunikeres via skuldertrækninger og blikke lige så alvorligt som det, der formuleres verbalt på workshoppen?

Og formår vi at bringe det ind i de fælles samtaler og agere på konsekvenserne af det?

Når vi involverer nogen, er det fordi, vi ønsker, at deres unikke indsigter skal bringes i spil – men hvor skal de det og til hvem?

Det er vigtigt, at den viden og de valg, de involverede har bidraget med, ikke strander, men bliver grebet af nogen – og at de delagtiggøres i, hvem der er modtager af produktet, og hvad modtageren skal bruge det til.

Det vil bidrage til at gøre processen meningsfuld og styrke motivationen for de involverede.

Har vi husket at kvittere for involveringen og tydeliggøre, hvilken forskel den gjorde?

»Tak, fordi du har delt dine erfaringer…« er en god start, men det er ikke nok. I en vellykket involveringsproces vil de involverede få ejerskab til det, der skabes, og typisk også behov for at se, hvad der kom ud af deres bidrag.

Dette behov har man i vores optik ret til at få opfyldt – og i den bedste af alle verdener gives der også mulighed for, at de involverede kan respondere på det endelige produkt

Denne guide indgår i SUS’ årsmagasin 2024, som handler om, hvordan vi arbejder med involvering af erfaringsbaseret viden.

Du kan hente og læse magasinet i sin helhed via linket herunder.