Aktuelt

NYHED 03.06.2024


Unges stemmer: Marcel Brisson

Mød Macel Brisson, 24 år. Han har været med i flere ungeinvolveringsprocesser i Esbjerg.

Første gang, jeg var med til at bringe unges stemmer frem, var da vejlederne i Uddannelseshuset i Esbjerg skulle planlægge Unges stemmer, og de spurgte mig, om jeg ville være med. Jeg havde gået i skole i både Østjylland og Esbjerg og også på flere uddannelser, så jeg havde en del med i bagagen.

Det lød godt, syntes jeg. Det havde min interesse.

Jeg synes, det er fedt, at der er nogen, der laver et projekt med unges stemmer. Vi bliver så sjældent spurgt. Og det, vi synes, er ikke det samme som fx skoleledere eller politikere. Som udgangspunkt vil vi unge have det perspektiv, som man har som ung, hvordan det er i dag – ikke som det var dengang, skoleledere eller politikere gik i skole. Det er dét perspektiv, de stadig har, som de ser skolen og unge med. Hvis der var nogle politikere, der kom tilbage i skolen i dag, så ville mange ting være lavet om.

Meget at fortælle

Der er mange ting, jeg gerne vil have ændret i skolesystemet. Især med hensyn til mobning. Jeg er blevet mobbet meget, jeg blev sågar også mobbet af lærere, og jeg kunne ikke gå til nogen, for de lagde hånden over hinanden.

Det var noget af det, jeg sagde i Uddannelseshuset. Jeg havde meget, jeg gerne ville fortælle. Ja, det varede faktisk tre og en halv time. Da jeg blev mobbet, boede jeg 250 kilometer væk fra min familie, fordi jeg boede på et opholdssted. Jeg følte mig meget alene.

Jeg har altid været god til at huske datoer. Datoen 20.8.2008 husker jeg præcist. Det var den dag, jeg kom på opholdssted, der var jeg ni år. Det første halvandet års tid så jeg slet ikke min familie. Så jeg missede fødselsdage, jul og den slags, det har taget hårdt på mig, men også på min familie. Jeg boede der seks og et halvt år. Jeg brugte tre år på at sige til kommunen, at de skulle flytte mig, men de lyttede aldrig til mig. Jeg havde altid følelsen af, at andre ikke rigtig troede på det, jeg sagde.

Lyt mere til unge

Da jeg fortalte min historie i Unges stemmer, var det fedt, der var nogen, der egentlig gad lytte på, hvad jeg havde at sige. Også så andre ikke skal udsættes for det samme.

De reagerede positivt og tog det til sig. For mig er det en måde at give en forståelse for, hvem jeg er, og hvorfor jeg er, som jeg er. De andre unge kom med deres historier også.

Det kræver helt sikkert mod at dele sin historie. Jeg gjorde det også i min klasse, da jeg startede på FGU. Jeg havde brug for at fortælle det til dem, så de vidste, hvor jeg kommer fra. Det gav respekt. Jeg syntes bare, det var fedt.

Jeg synes, politikere skulle lytte meget mere til unge. For at få de unges perspektiv. Jeg drømmer om at tage ud og holde foredrag. For at gøre andre opmærksomme på det. Man ændrer sig ikke som mennesker bare fordi, man har noget i bagagen. I skolesystemet vil de gerne kalde dig ‘anderledes’. Jeg bruger ikke det ord. Jeg siger: ‘Man er bare normal på sin egen måde.’

Vil du vide mere?

Marcels beretning indgår i SUS’ årsmagasin 2024, som handler om, hvordan vi arbejder med involvering af erfaringsbaseret viden.

Du kan hente og læse magasinet i sin helhed via linket herunder.