I projektet Fællesskabsbudgetter får unge, som ikke er i arbejde eller uddannelse, tilbudt et forløb, hvor de bl.a. har en pose penge, de kan bruge for at komme tættere på job eller uddannelse. Det vigtigste for de unge har dog vist sig at være fællesskabet med andre unge.

Hvert år står en stor gruppe unge i sårbare positioner uden uddannelse og job. I tal er det ca. 7% af hver eneste ungdomsårgang. Hvordan hjælper man dem med at komme godt videre i livet?

Det spørgsmål er omdrejningspunktet for det eksperimenterende og innovative projekt Fællesskabsbudgetter (også kaldet Kollektive ungebudgetter), et samarbejde mellem Randers og Herning kommuner, Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) og SUS, som nu har været i gang i snart to og et halvt år.

Her får unge i de to kommuner tilbudt et unikt forløb.

De får rådighed over en pose penge. 60.000 kroner per gruppe (hver gruppe består af fire unge). Pengene må de selv bestemme over – altså, hvad de vil bruge pengene på. Det eneste kriterie er, at det, de unge bruger pengene til, skal være en hjælp på vejen til job og uddannelse.

Men før de begynder at snakke om, hvad pengene skal bruges til, skal de igennem et forløb. Her møder de personer fra lokale virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner – som inspiration til hvilke veje i livet, man kan gå. De unge mødes sammen og reflekterer over, hvad de hørt og lært.

De får undervisning i projektarbejde og bliver kastet ud i projektarbejde i praksis – for dét at skulle arbejde sammen i en gruppe med en pose penge, man skal blive enige om, hvordan bruges bedst, kræver at man også lærer og får kompetencer til at forstå mekanismerne og have redskaberne til at gå fra idé til handling.

Med den nye læring, refleksionerne og erfaringerne i ryggen kan de så begynde at tage hul på den egentlige udfordring: At planlægge, hvordan de vil bruge de 60.000 kroner.

Undervejs i forløbet er de unge mødtes løbende én til to gange om ugen med medarbejdere fra Randers og Herning Kommuner og ind i mellem faciliteret af SUS.

Og én ting står klart. Det stærkeste kort i hele forløbet har ikke været pengeposen, de unge kunne bruge, eller muligheden for at få nye kompetencer. Det har været dét at være i et fællesskab sammen med andre unge. Helt entydigt, når de unge selv skal sætte ord på, hvad der har betydet mest for dem.

At det er ung-til-ung-fællesskabet i projektet Fællesskabsbudgetter, der har vist sig at være det mest betydningsfulde for de unge, der er med, går godt i hånd med ånden i projektet.

Det hviler nemlig på ideen om, at velfærd og velfærdsindsatser lykkes bedst, når man investerer i og zoomer ind på relationer mellem mennesker: Relationel velfærd.

Hele idéen med Fællesskabsbudgetter er at bidrage med et innovativt løsningsforslag til, hvordan beskæftigelsesindsatsen for unge bliver mere fælleskabsbaseret, relationsbåret og præget af reel medbestemmelse.

Som Malene Steiniche Kjær, chefkonsulent i SUS og projektleder i Fællesskabsbudgetter, siger:

”Vi skylder de unge at skabe sociale konstellationer, de kan være i. Der er brug for sociale øvebaner, og derfor er det så meningsfuldt at fokusere på fællesskabsbaserede beskæftigelsesindsatser frem for den mere individorienterede, hvor en ung mødes sporadisk med en rådgiver. Flere kommuner tilbyder heldigvis også gruppeforløb for unge, men ofte er det her mere tilfældigt end et egentligt mål med forløbet, at de unge knytter sig til hinanden.”

Danske kommuners beskæftigelsesindsatser er ofte individuelt orienteret. Som ung uden for arbejde og uddannelse får man typisk en sagsbehandler og et individuelt forløb med en individuel handleplan. Er man en ung, der synes, det er svært, føler sig alene, når de gamle klassekammerater er videre på ungdomsuddannelser eller i lære eller job, kan det være umådeligt svært at finde sin egen vej – alene og med sin sagsbehandler.

Men hvad ville der ske, hvis beskæftigelsesindsatsen for den enkelte unge var baseret på fællesskab?

Det giver projektet Fællesskabsbudgetter nu viden om. Fællesskabet mellem unge har den vildeste virkning. Det er det, der giver styrke, tro og gnist. Og det kan kommunerne lade sig inspirere af, siger Malene Steiniche Kjær.

”Beskæftigelsesindsatser for aktivitetsparate unge bliver nødt til at have fællesskaber og sociale kompetencer for øje, som både kan styrke unges oplevelse af at være inkluderet og som løftestang til at komme tættere på job eller uddannelse.”

I 2017 undersøgte Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) danskernes tilknytning til fællesskaber. Undersøgelsen viste, at cirka en femtedel af danskerne mellem 18 og 70 år oplever i større eller mindre grad, at de står på kanten af de fællesskaber, hvor andre mødes. De har problemer med fx helbred, økonomi, psyke eller arbejdslivet og føler sig ofte ensomme, ikke værdsat og holdt uden for i samfundet.

Derfor er det så vigtigt, at beskæftigelsesindsatsen tager fællesskaber alvorligt – og også arbejder helt bevidst med at skabe fællesskaber.

”Sociale kompetencer er noget, der skal holdes ved lige. Derfor kan skridtet ind i fællesskaber være virkelig svært, når man befinder sig i en socialt ekskluderet position. Og det gælder også uddannelses- eller arbejdsfællesskaber,” siger Malene Steiniche Kjær.

Men fællesskaber kommer ikke af sig selv – ved fx at sætte nogle unge sammen. Fællesskabet opstår ikke nødvendigvis tilfældigt, men skal faciliteres. Det kræver – helt banalt – at man skaber et rum, hvor det kan ske. At skabe et rum kræver tid. Det er erfaringen fra Fællesskabsbudgetter.

”Alle, der deltager i Fællesskabsbudgetter, bøvler med noget, og alle skal kunne deltage med det, de bøvler med. Derfor har vi brugt lang tid på at fastlægge nogle spilleregler for fællesskabet, og medarbejderne har faciliteret samtalerne, hvor de unge har bragt sig selv på banen”, fortæller Malene Steiniche Kjær.

”Mange af de unge har meget lidt social erfaring. Derfor er der også mange, der slår sig, når de træder ind i fællesskaber. De oplever fx, at folk skuffer – måske er der én, der ikke dukker op til den aftale, man havde. Nogle oplever, at det kan være svært at sidde over for nogen, der har helt forskellige holdninger fra en selv. Når man slår sig på de her fællesskaber, er det altafgørende, at der er medarbejdere til at gribe de unge.”

At gribe gør medarbejderne i Fællesskabsbudgetter. At skabe fællesskab – det er de unge i projektet verdensmestre i.

Som en af de unge siger: ”Det, der har gjort en stor forskel er, at jeg har fået nogle fantastiske venner. At dele erfaringer med andre unge i samme situation har været afgørende. Jeg har fået oplevelsen af, at hvis der er én, der har oplevet noget, er der ti andre, der har lignende oplevelser. Jeg har følt, at jeg aldrig står alene, og der er altid nogen, der er klar til at hjælpe og spørge, om jeg er okay.”