Aktuelt

NYHED 30.09.2024


SUS søger programleder til stort program om digital tryghed i Region Midtjylland

Vil du være med på et stærkt, innovativt og fagligt hold, der skaber sociale forandringer og arbejder for at skabe bedre livsbetingelser for mennesker i udsatte positioner?

SUS søger en programleder, som skal være en af hovedkræfterne i at drive et stort kommende program om digital tryghed for børn og unge i udsatte positioner i Region Midtjylland.

Om jobbet

Med en ny stor donation fra TrygFonden og TryghedsGruppens regionale råd i Midtjylland, skal SUS de kommende 3 år drive og sammen med regionale og aktører udvikle en regional strategisk indsats for børn og unges digitale tryghed.

Digital tryghed på nettet for børn og unge er en kompleks problemstilling og stadigvæk et forholdsvist underbelyst område. Udfordringen er samtidig højrelevant, da ingen børn og unge kan sige sig fri for de risici, der er forbundet med at færdes digitalt. Programmets ambition er at mobilisere regionale og nationale aktører og ressourcer på området, for at skabe en fælles platform for udvikling og læring, der kan sikre en bedre forståelse og håndtering af udfordringen for de børn og unge, som er i en udsat position.

Vi søger en programleder, som kan stå i spidsen for programmet og samle aktørerne om en fælles mission på området. Som programleder skal du, i samarbejde med andre SUS-kolleger og i tæt samarbejde med TrygFonden, planlægge og gennemføre en langsigtet regional udviklingsproces, som involverer en lang række aktører og opbygger nye tilgange, samarbejdsrelationer og værktøjer, der styrker den digitale tryghed for børn og unge i Region Midtjylland.

Dine konkrete ansvarsområder og arbejdsopgaver vil handle om:

    • Vidensafdækning: Indsamle, analysere og systematisere viden og erfaringer fra praksis og forskning både lokalt/regionalt og nationalt.
    • Mobilisering: Samle lokale aktører og initiativer i regionen omkring en fælles agenda og handleplan og yderligere forbinde disse med national viden og forskning på området.
    • Involvering: Inddrage lokale unges individuelle og fælles perspektiver på digital tryghed og digitale krænkelser i analyse- og udviklingsarbejdet.
    • Idéudvikling: Facilitere idéudviklingsprocesser, understøtte konkretisering af nye idéforslag, samt konceptualisere fælles og tværgående initiativer.
    • Rådgivning og erfaringsopsamling: Samle op på erfaringer, rådgive aktører løbende omkring metodeudvikling- og tilpasning, samt formidle og afrapportere fund og resultater til fond, kommuner, nationale aktører mv.
    • Skalering: Udforske potentialer og muligheder for udbredelse af programmets nye indsigter og tiltag på nationalt plan.

1. december 2024 påbegyndes programmets mobiliseringsfase, og du vil fra den dag og indtil programmets afslutning i december 2027 være en helt central figur for gennemførelsen af programmets aktiviteter og indfrielsen af partnerkredsens fælles ambition.

Din profil

Vi leder efter dig, der:

  • Er en stærk relationsopbygger og netværker og en dygtig formidler mundtligt og på skrift.
  • Er god til procesdesign og er en erfaren og tydelig facilitator.
  • Har lyst til og evner at skabe resultater gennem andre og spille aktører strategisk gode i forhold til hinanden for at skabe forandringer og resultater.
  • Har kendskab til og forståelse for de mange forskellige aktører programmet skal favne og involvere samt deres roller og ansvar. Derudover er det en fordel, hvis du allerede har fagligt kendskab til området digital tryghed og/eller børn og unge i udsatte positioner.
  • Kan ‘tale sproget’ på tværs af niveauer i bl.a. kommune, region, forskning og uddannelse og kan begå dig blandt såvel praktikere som ledere, specialister og forskere.
  • Har haft berøring med social/velfærdsområdet og socialt udviklingsarbejde, eller som minimum har gode analytiske evner og kan sætte dig ind i et nyt stofområde hurtigt.

Vi forestiller os, at du trives med at arbejde selvstændigt og har en akademisk uddannelse på mindst kandidatniveau, fx fra sociologi, antropologi, statskundskab, eller en uddannelse som socialrådgiver, pædagog eller lignende med en kandidatuddannelse som overbygning.

Løn- og ansættelsesvilkår

Ansættelsen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen. Lønnen fastsættes i henhold til statens lønrammer. Vi tager løbende kandidater ind og forventer at besætte stillingen senest pr. 1. december 2024.

Projektet du primært skal arbejde på er geografisk forankret i Region Midtjylland, hvorfor arbejdsopgaver med fordel kan udføres med base her. SUS har allerede konsulenter som er bosiddende i Midtjylland og arbejder her ud fra. Alternativt skal der påregnes en del rejseaktivitet.

Alle SUS-konsulenter er tilknyttet hovedkontoret i København og forventes med jævne mellemrum at deltage i diverse fælles møder og aktiviteter. Der er rig mulighed for hjemmearbejde og generelt stor fleksibilitet for den enkelte medarbejder i SUS til selv (og i samråd med nærmeste kolleger) at tilrettelægge arbejdstid- og opgaver.

Stillingen er betinget af forlængelse af fondsdonation. Og SUS kan ikke garantere ansættelse ud over projektets nuværende bevillingsramme, som løber frem til udgangen af 2027. Der vil dog være stor mulighed for at indgå i andre af SUS’ opgaver (primært i Jylland) og drøfte en eventuel fastansættelse undervejs i projektperioden og henimod afslutningen af programmet.

Ansøgning

Send en motiveret ansøgning med relevant dokumentation (CV, eksamensdokumentation og eventuelle referencer) til Karin Toft-Christensen ktc@sus.dk.

Vi har løbende ansøgningsfrist frem til 18. oktober 2024, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Vi forventer at 1. samtale finder sted den 23. oktober i Aarhus og 2. samtale finder sted den 29. oktober, enten i Aarhus eller København. Der vil muligvis være en case til udarbejdelse mellem 1. og 2. samtale.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen, så kontakt SUS’ direktør Vibeke Normann Andersen (tlf. 9135 6202 / vna@sus.dk) eller udviklingschef Mathias Bruhn Lohmann (tlf. 5090 1105 / mbl@sus.dk).