Aktuelt

NYHED 03.06.2024


Inspiration fra praksis: Når familien selv sætter ord på

Involvering af mennesker med levet erfaring er et mobiliserende greb i større lokale initiativer – læs her et SUS-eksempel fra praksis.

Vi er på vej ud til Susanne og Mikkel. Susanne er mor til 10-årige Mikkel og storebror Rasmus på snart 18 år. Familien har i årevis kæmpet med madvaner og overvægt. Rasmus har altid været slank, men både Susanne og Mikkel slås med for mange kilo. Især Mikkels overvægt bekymrer Susanne, fordi det påvirker hans hverdag og sociale omgang med kammerater.

Vi er to konsulenter, der hjælper Helsingør kommune med en samlet koordineret indsats i forhold til børn og overvægt. Besøget er det fjerde besøg hos familier, der har personlige erfaringer med overvægt. Susanne har dækket fint op, og hun er glad for at kunne bidrage med sine perspektiver.

Mikkel har været på Julemærkehjem og tabte 13 kilo, men bagefter var der ikke rigtig nogen støtte at få. Det ville have været rart fx at kunne lave mad sammen med nogen for at få inspiration og holde gejsten oppe.

Mikkel fortæller noget ærgerlig, at der er røget nogle ekstra kilo på igen. Han vil gerne dyrke motion, men helst sammen med andre, der også har for mange kilo. Så er det lidt lettere, fortæller han.

Men sådan et tilbud findes desværre ikke. Det bliver et godt besøg med masser af konkrete bud på, hvad der er svært, og hvad Mikkel og Susanne kunne have ønsket sig.

``Idag bliver familiernes og børnenes stemme``

En måned efter besøget hos Susanne og Mikkel er vi samlet igen. Denne gang er alle fire familier, der blev interviewet, samlet.

Vi sidder sidst på dagen i et klasselokale, og alle er lidt trætte. Et par af familierne kender hinanden fra skolen.

Vi beder familierne præsentere sig for hinanden og ridser mødets formål op: I dag skal vi i fællesskab formulere temaer, der er dækkende for jeres erfaringer med overvægt.

Det skal bruges som udgangspunkt for et stort møde med de fagprofessionelle i kommunen, der arbejder med overvægt. På den måde sikrer vi, at mødet tager udgangspunkt i de konkrete problemstillinger, som familierne oplever. ‘I bliver familiernes og bør- nenes stemme,’ er indgangsvinklen.

Familierne skriver hver især stikord ned på tre spørgsmål: Hvad er overvægt, hvad der gør det til et svært problem at løse, og hvad vil den gode hjælp være? Bagefter arbejder vi i flere runder, skriver op på tavlen, diskuterer og uddyber erfaringerne.

Visse ting er familierne med det samme enige om, mens andet kræver flere forsøg på at indfange essensen af det fælles. Til sidst står vi med fem temaer; ikke alle knivskarpe, men alligevel et fælles bud fra familierne på udfordringer og forslag til bedre hjælp.

Styrke og stolthed

Sent i efteråret holder vi kick-off møde med fagprofessionelle og foreningsliv. Temaerne er i mellemtiden blevet beskrevet og koblet/underbygget med det tilgængelige datagrundlag, som findes nationalt og i kommunen.

Familiernes temaer bliver præsenteret, og deltagere melder sig på et tema til videre drøftelse. Flere af de interviewede familier deltager og giver sig til kende som familier med personlige erfaringer med overvægt.

Det kræver styrke, men samtidig giver det en stolthed at vide, at de har bidraget til den tematisering, som deltagerne taler ind i.

For de øvrige deltagere er det vigtigt at vide, at de fokuserer på præcis det, som berørte familier peger på – og de supplerer og kobler engageret deres faglige perspektiver på temaerne.

Vil du vide mere?

Dette praksiseksempel indgår i SUS’ årsmagasin 2024, hvor du kan læse om, hvordan vi arbejder med involvering af erfaringsbaseret viden.

Du kan hente og læse magasinet i sin helhed på linket herunder.