Vores arbejde


ITbanken

Find, del og anmeld sociale teknologier til mennesker med funktionsnedsættelser.

Hvad gør man, hvis man er svært udviklingshæmmet og gerne vil skype med sine venner? Hvilke apps er gode, hvis man har autisme og derfor stort behov for struktur på hverdagen? Hvordan kan man kommunikere med omverden, hvis man er hørehæmmet?

For mennesker med fysiske funktionsnedsættelser kan digitale redskaber i form af fx apps på telefonen eller iPaden være afgørende for at få hverdagen til at fungere og leve et selvstændigt liv. ITbanken.dk samler viden om teknologierne ét sted. På hjemmesiden kan fagpersoner, mennesker med handicap og pårørende finde og selv bidrage med anmeldelser af teknologier til kommunikation, struktur, sociale relationer, leg, læring og meget mere.

Hjemmesiden bygger på viden og erfaringer fra folk, der kender teknologierne og arbejder med dem i praksis. Det er en styrke.

– Louise Riis Drachmann, pædagog, Favrskov Kommune

Udviklet i samarbejde med kommuner og region

ITbanken.dk er udviklet i samarbejde med fagpersoner fra sociale tilbud og forvaltninger i 18 kommuner og en region. De har både deltaget i designet af hjemmesiden og oprettet anmeldelser af bl.a. apps, betjeningsudstyr og robotter – teknologier, som kan støtte brugeren i alt fra at opnå overblik og få struktur på dagen til social træning og alternative muligheder for kommunikation

Periode: 2014 -
Finansieret af: A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal
Samarbejdspartner: Brøndby, Favrskov, Frederiksberg, Gribskov, Gentofte, Guldborgsund, Helsingør, Hjørring, Horsens, Ikast-Brande, Kolding, Roskilde, Rødovre, Silkeborg, Varde, Viborg, Aabenraa, Aalborg Kommuner og Region Hovedstaden. Socialsquare har stået for den tekniske udvikling af IT-Banken.
SUS' rolle: Digital design, videnindsamling, undervisning, designworkshops, brugertest, formidling.