Collective impact: Er vi der ikke snart?

Virker collective impact i en dansk kontekst? Sådan blev jeg spurgt for nylig, og egentlig tænkte jeg, at det var lidt tidligt at sige noget om, her små to år inde i opstarten af de første initiativer, SUS er involveret i.

Arbejdet med collective impact handler på den ene side om at blive klogere på problemerne, inden vi forsøger at løse dem. Det har Jesper Nygård fra Realdania skrevet om i Mandag Morgen.

På den anden side handler det også om at opbygge de nødvendige strukturer og rammer for tværgående samarbejder mellem aktører og sektorer, som i langt højere grad kan afhjælpe komplekse sociale samfundsudfordringer, end enkeltstående aktørers tilbud kan alene. Begge dele tager tid.

For så vidt angår det med at blive klogere, vil jeg mene vi er godt på vej. Lad os tage et eksempel. For en tid siden mødte jeg Noah. Noah er en gut på 13 år, som går i 6. klasse. Han har flere skoleskift bag sig pga. mobning og manglende trivsel. Han klarer sig dårligt i skolen og har få venner. Noah er til gengæld god til at tale med de voksne om, hvordan han har det, og sætte ord på det, han oplever.

”De gode lærere hjælper”

Ved den obligatoriske undersøgelse hos sundhedsplejen i 5. klasse, blev det klart, at det stod grelt til med Noahs trivsel. Noah startede i forløb hos sundhedsplejen. Med et par måneders mellemrum mødes sundhedsplejersken med Noah, og taler om de problemer, han oplever i hverdagen, som i perioder står på massiv mobning. Samtalerne har ført til, at Noah sammen med sin mor også går i et tilbud for overvægtige børn,  hvor der er fokus på sunde livsstilsændringer i familien.

Lærerne på skolen har fokus på problematikken med mobning og forsøger at tackle problemerne i Noahs klasse. ”De gode lærere hjælper” – som han siger. Noah har også gået i forløb hos en psykolog. Det var godt, synes han. Hos psykologen fik han hjælp til, hvordan han selv kan bidrage til at afhjælpe problemerne. Noahs forældre er skilt, og Noah bor hos sin mor, som har få ressourcer, både socialt og økonomisk. Til trods for den hjælp og støtte, Noah har fået de seneste år, ændrer tingene sig ikke nævneværdigt til det bedre.

Noah er et blandt mange eksempler på det stigende antal børn og unge, som ikke trives, og som trods tilbud om hjælp, er i overhængende risiko for at se ind i et ungdomsliv med manglende uddannelse og manglende sociale relationer, risiko for misbrug, livsstilssygdomme, manglende tilknytning til arbejdsmarkedet mv.

Potentialet for forandring

I de collective impact-initiativer i Lejre og Helsingør, som SUS er med til at drive, arbejder vi på at skabe bedre livsvilkår for udsatte børn og unge. Hvordan bliver vi bedre til at komme børn som Noah i møde og knytte et langt større netværk af aktører i civilsamfundet sammen om at støtte og hjælpe børn og unge til bedre trivsel – og på langt sigt større mulighed for social mobilitet.

I arbejdet bruger vi af vores ’SUS-værktøjskasse’ af antropologiske og design-inspirerede greb til at bringe historier som Noahs frem. Sammen med initiativets partnere og de mennesker, der har problemerne inde på livet til daglig, er vi langsomt ved at udforske, uddybe og forstå problematikkerne bag børns manglende trivsel, og de udtryk, det har.

For Noahs vedkommende er der enkelte lyspunkter i hverdagen. Han går til skydning, og det elsker han. På skydebanen slipper han alle bekymringer og har kun fokus på at ramme plet. Noah går til skydning 25 minutter om ugen. Det er en dyr sport, og skydebanen er heller ikke lige om hjørnet. En anden ting, Noah elsker, er at cykle. Hver dag nyder han særligt cykelturen til skole. Et lille pusterum, hvor håbet om, at den nye dag ikke bliver helt så slem som den i går, stadig lever.

Heri ligger et potentiale for forandring gemt. Kun fantasien sætter grænser for alt det, der kan sættes i værk for, at Noah kan gøre det, han elsker, i langt større grad. Og gennem det kan vokse og blive i stand til at være en del af et givende fællesskab – et fællesskab han har så hårdt brug for. Kan ressourcestærke forældre tage en ekstra kørsels-tørn? Kan cykelhandleren stille racercykler til rådighed? Kan cykelklubben lave pop-up på fritidshjemmet? Kan lokale virksomheder sponsorere en time om ugen på skydebanen? Osv. Osv.

De svære nye roller

At få det til at ske hænger sammen med den føromtalte anden side af arbejdet med at afprøve collective impact i en dansk kontekst. Det store spørgsmål er, om den ramme, collective impact tilbyder, for at give andre aktører end de traditionelle rum til at blive mere forpligtende og aktive medspillere, er virksom?

Og er rammen brugbar som samarbejdsplatform mellem systemer? Kan collective impact fx fungere som en vej til at pulje offentlige og frivillige ressourcer, så vi kan give børn som Noah mere end et besøg hos sundhedsplejen hver anden måned og en ekstra hånd mod en sundere livstil (hvor gode de tiltag end er)? Fx ved at invitere frivillige sociale foreninger og tilbud ind i trivselsarbejdet på skolen sammen med lærere og pædagoger. Det har man gjort med succes i Silkeborg.

Af de mange børn, unge og familier jeg indtil nu har mødt på vejen med at afprøve collective impact i Danmark, springer én ting i øjnene – vi skal længere ind og tættere på for at få greb om problemerne.

Vores erfaringer med at anvende collective impact som ramme for øget samspil og samarbejde, der gør det muligt at komme tættere på problemernes kerne og realisere værdifulde tiltag i takt med, at behovene opstår, er undervejs. De foreløbige konklusioner læner sig op af erfaringerne med velfærdsinnovation, samskabelse og offentlig nytænkning: Det kræver anderledes interaktioner på tværs af systemer, tålmodighed, og at man øver sig på nye roller. Vi er i fuld gang med at øve os, men vi er ikke i mål endnu. For børn som Noah kan det kun gå for langsomt – vi gør, hvad vi kan for i det mindste at skynde os langsomt.