Publikationer

  • Udgivelse

Digital tryghed: Hvad ved vi fra forskning og praksis?

”Digital tryghed” er et samarbejde mellem TrygFonden og SUS – Socialt Udviklingscenter, der skal give børn og unge mere tryghed på skærmen. Dette vidensnotat giver et første vidensgrundlag til indsatsen med udgangspunkt i forskningsbaseret viden om problemstillingen og regionale erfaringer med problemet i en lokal kontekst i Region Midtjylland.

Forfattere SUS - Socialt Udviklingscenter

Udgivelsesår 2025

Antal sider 47

En stor del af børn og unges liv foregår i dag digitalt. Det digitale liv åbner for fællesskaber, leg og spil, men i det digitale liv kan der også være risici ved at færdes online – fx at opleve noget ubehageligt eller krænkende.

Som samfund er vi stadig i gang med at opnå viden om, hvilke udfordringer der er forbundet med børn og unges brug af digitale medier: Viden om hvem, digitale krænkelser rammer, hvad konsekvenserne er og hvilke løsninger, der er brug for til at skabe digital tryghed. Billedet er komplekst og nødvendiggør en nuanceret og inddragende tilgang.

På den baggrund har TrygFonden sat et ambitiøst 3½-årigt program i Region Midtjylland i søen, der skal give børn og unge mere tryghed på skærmen.

Programmet ”Digital tryghed” er et samarbejde mellem TrygFonden og SUS – Socialt Udviklingscenter og er finansieret af TryghedsGruppens regionale råd i Midtjylland.

Formålet med dette vidensnotat er at etablere et første vidensgrundlag med udgangspunkt i forskningsbaseret viden om problemstillingen samt regionale erfaringer med problemet i en lokal kontekst.