NYHED 24.03.2026
Valgdebatter hvor alle faktisk lyttede
Under valgkampen inviterede SUS til to debatter, hvor borgere og politikere mødtes om nogle af velfærdssamfundets sværeste spørgsmål. Formatet var i begge tilfælde et opgør med den klassiske politiske debat, og i stedet strukturerede samtaler, hvor alle parter både talte og lyttede.
Unge sætter dagsordenen på Fontanaskolen STU
Til debatten “Unge sætter dagsordenen” på Fontanaskolen STU var det eleverne, der bestemte dagsordenen. Debatten lagde ud med, at de skrev temaer og spørgsmål, de ønskede drøftet – og efterfølgende stemte sig frem til de tre vigtigste. Dem tog de politikere fra SF, Moderaterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Enhedslisten med op på scenen i en debat, hvor man ikke måtte afbryde, skulle tale konkret og kigge fremad.
Et spørgsmål endte med at fylde betydelig mest: “Hvad vil I gøre for at gøre psykiatrien bedre for unge?”. De unge ønskede et større fokus på psykiatri – og brugte deres egne erfaringer og indsigter til at pege på nogle af problemerne i dag.
Debatten sluttede med, at eleverne gav deres perspektiver og erfaringer videre til politikerne. De kom med konkrete forslag – fx til at gøre det nemmere at skifte tilbud, hvis man er landet i det forkerte – og de gav politikerne et klart råd: “Lyt til os, der har prøvet det, når I laver lovgivning på området”.
Tillidskrise i velfærdssamfundet hos Mellemfolkeligt Samvirke
Til debatten “Hvorfor er borgerne så vrede? Om tillidskrisen i velfærdssamfundet” mødtes borgere og politikere om rundborde. Seks politikere fra Moderaterne, Alternativet, Radikale Venstre, Enhedslisten, Borgernes Parti og Danmarksdemokraterne deltog. I tre runder, modereret af SUS’ direktør Jonas Keiding Lindholm, talte de om medarbejdere, der forsøger at gøre deres arbejde under svære vilkår, om borgere, der oplever svigt fra systemet, når de har brug for hjælp, om civilsamfundets rolle i vores velfærdssamfund – på godt og på ondt – og om hvad der skal til for at politiske løfter kan indfries i fremtidens velfærd.
En deltager fra handicapområdet formulerede en central problemstilling: “Mit ønske er, at vores forventninger og realiteterne ligger tættere på hinanden. Lige nu har vi forventninger til et velfærdssystem, der ikke indfries – og det er dér følelsen af svigt opstår.”
Samtalen pegede på, at afstanden mellem forventninger og virkelighed er en af de centrale udfordringer. Det skaber ikke bare utilfredshed. Det skaber vrede. Og mistillid. Hvis tilliden til velfærdssamfundet skal genopbygges, kræver det rum til de ærlige drøftelser om prioriteringer, begrænsninger og ansvar. De rum vil SUS bidrage til at skabe.
Involvering som udgangspunkt – og som faglig tilgang
De to debatter afspejler SUS’ tilgang til involvering: at dem, det handler om, skal være aktive deltagere i de drøftelser, der former velfærden. Det er både en prioritering i SUS’ events og samtalerum – og en faglig tilgang i vores projekter og indsatser, i kommunerne og i civilsamfundet.
Vil du vide mere om SUS’ arbejde med involvering og borgerdeltagelse, er du velkommen til at kontakte os.