Aktuelt

NYHED 20.08.2025


Evaluering: Skolevenner støtter ukrainske børn på flugt

Frivillige skolevenner gør en reel forskel for ukrainske børn i danske skoler

Mange børn med flugtbaggrund i danske skoler kæmper ikke kun med sproget, når de skal begynde et nyt liv i Danmark. De skal også lære en ny usynlig kulturel kode, som de ikke kender.

Hvordan fungerer gruppearbejde? Hvorfor forventes det, at man siger noget højt i timerne? Hvad vil det sige at række hånden op eller selv tage ansvar for en opgave?

Men de kan få god hjælp af frivillige i Skolens Venner.

Frivillige skolevenner gør nemlig en reel forskel for børn, der efter krig og flugt er landet i en dansk hverdag, de ikke forstår.

Det viser en ny evaluering, Skolens Venner netop har udgivet, som er lavet af SUS.

Rapporten dokumenterer, hvordan indsatsen skaber:
– Bedre trivsel og deltagelse for børn med flugtbaggrund
– Mere overskud og mulighed for differentiering i lærerens arbejde
– Stærkere relationer og forståelse for den danske skolekultur

Det handler ikke om at erstatte faglighed. Men om at supplere den med mennesker, der har tid og blik for dét, der ikke står på skemaet, og som kan frigive lærerens overskud. Og det betyder i sidste ende bedre læring for hele klassen.