Julie Laursens hænder er travle. De holder om og holder styr på garnnøglets tråde. Hæklepinden bevæger sig rytmisk. Hun har helt styr på maskerne – fastmasker, stangmasker, kædemasker.

Når andre i Craft-klubben i Frederikssund, som gerne vil lære at hækle, føler sig usikre på, hvordan man fx laver oldemorfirkanter, kan Julie hjælpe. Så viser hun dem, hvordan man gør.

Julie begyndte at komme i Craft-klubben for et år siden og har været med i de to sæsoner, klubben har kørt indtil videre.

Julie begyndte at komme i klubben i efteråret 2023 som led i projektet Spil Sammen. I det projekt deltager Frederikssund kommune (sammen med fire andre kommuner) og helt specifikt Ungekontakten, som Julie er i et forløb hos.

I Ungekontakten, som er en del af Jobcentret, får Julie hjælp til at komme i uddannelse eller arbejde bl.a. via en mentor. Julie er også i et forløb i Hillerød mod sin skizofreni. Ellers sidder Julie meget derhjemme og hækler og strikker og spiller computerspil med andre på nettet. Julie har det nemlig svært med at komme ud og møde andre mennesker. Eller sådan var det for et år siden. Før Craft-klubben.

Spil sammen er finansieret af Velux Fonden og har til formål at hjælpe mennesker som Julie, der er i psykisk mistrivsel, med at deltage i selvvalgte meningsfulde aktiviteter og fællesskaber i lokalsamfundet, så deres trivsel øges.

Metoden til det hedder samskabelse, fordi det handler om at skabe et tilbud sammen med dem, det handler om, og sammen med fagpersoner fra kommunen og lokale kræfter fra civilsamfundet.

Spil Sammen bygger på viden om, hvad der skal til for at skabe mental trivsel og understøtte en recovery-proces, hvor et menneske, der er ramt af forskellige udfordringer, kan komme sig og få et bedre liv.

Helt konkret bygger projektet på, at vi kommer os i fællesskaber og ved at lave meningsfulde aktiviteter. Fx ved at bruge sine hænder til noget kreativt og hjælpe andre med at dygtiggøre sig i et håndværk.

Craft-klubben blev til, fordi medarbejdere fra Ungekontakten som en del af Spil Sammen-projektet involverede en række unge fra Ungekontakten ind i en proces, hvor de lyttede til, hvad de unge brændte for og gerne ville lave i hverdagen sammen med andre, hvis de selv kunne bestemme.

Flere unge pegede på, at de gerne ville lave noget kreativt, og at der manglede et sådant tilbud i kommunen, hvor man med de udfordringer, man har, kan komme i nogle trygge rammer og dyrke sin passion sammen med andre.

Med det ønske inviterede ”kommunen” (Ungekontakten) den lokale ungdomsskole, biblioteket og et kunstmuseum til et fælles møde. Her blev Craft-klubben (sam)skabt.

I Craft-klubben mødes 5-10 unge hver mandag kl. 16-19 med en lærer fra Ungdomsskolen og – med Julies ord – ”laver noget med vores hænder og finder hinanden på trods af forskelligheder”.

Så det handler både om at skabe noget og at gøre noget sammen i et fællesskab med andre, man ikke kendte i forvejen, og som både ligner og ikke ligner en selv.

I Craft-klubben kan man dyrke sin passion for at skabe noget kreativt med hænderne, fx hækle, tegne, lave batches, perleplader, tråde over bræt eller skåle af æggebakker. De unge kan tage deres eget projekt med eller lade sig inspirere af, hvad underviseren har på programmet. Gruppen aftaler fra gang til gang, hvad der skal ske og hjælper med at købe materialer ind.

I starten var det hele meget nervepirrende og skræmmende for Julie, fortæller hun. Hun var nervøs. Og hun syntes, det var pinligt at tage sit eget projekt med i starten og gik i stedet i gang med det, som underviseren foreslog. Lidt ligesom Julie havde været vant til i skolen: at gøre det, læreren siger, man skal.

Men efter tredje gang tog Julie sit eget håndarbejde frem, da hun ikke længere havde lyst til det de andre lavede.

Julie – og de andre deltagere og underviseren – fandt hurtigt ud af, at Julie kunne noget særligt, når det handlede om at hækle. Derfor begyndte rollerne at blive byttet lidt rundt. Og Julie begyndte at undervise de andre i forskellige hækle-teknikker.

Men der bliver ikke kun hæklet og lavet andre kreative ting i Craft-klubben. For hen over det kreative arbejde, det, fagfolk kalder ”det fælles tredje”, går snakken om alt og intet.

”Vi snakker om alt muligt, fra sygdomme til politik og fjollede ting”, siger Julie med et smil.

Der er med andre skabt et frirum, hvor de unge kan tale frit om det, som betyder noget for dem. De er ikke på på samme måde, som når man sidder på skolebænken og bliver konfronteret med spørgsmål, man skal svare direkte på.

”Hvis man mødte mig første gang, var jeg ikke lige så åben,” svarer Julie på mit spørgsmål om, hvad hun har fået ud af klubben.

Julie har efter, hun begyndte i Craft-klubben, begivet sig ud på en udviklingsrejse. Fra at være nervøs og angst og meget stille uden at have lyst til at sige noget, begyndte Julie så småt at åbne sig mere op og tale med andre.

Hun blev mere og mere selvsikker, blandt andet fordi hendes evner kunne bruges til noget, og hun kunne lave noget, hun selv ville.

Julie reflekterer over, at mange af de andre på holdet, inklusiv hende selv, startede med ikke rigtigt at dele ud af noget, hverken om sig selv eller sine evner. Men efterhånden begyndte alle at dele ud og ”stå mere som sig selv”, som Julie kalder det.

Julie begyndte hurtigt at tale med særligt to andre, som hun nu ser ved siden af klubben. Derudover har hun fået mod på at bruge andre af Ungdomsskolens tilbud og er begyndt til Magic.

Craft-klubben er noget helt særligt for Julie og noget, hun ikke har prøvet før: ”Rummet emmer af, at her må man være som man er. Hvis man har en off-dag, så er det ok, at man går hjem. Vi lytter til hinanden og hygger til et punkt, jeg ikke har prøvet før.”

Der er ikke fokus på, at man SKAL lære noget, men på at skabe det, man har lyst til, i sit eget tempo og i fællesskab med andre.

Fokus er altså på at hygge sig sammen, og når man gør det, så falder alarmberedskabet (som bl.a. skaber angst og nervøsitet), og man får adgang til de kreative sider af en selv.

”Jeg tager min passion alvorligt. Det giver mig noget indeni – jeg kan skabe noget og se resultatet af det”, siger Julie.

Når man sidder over for Julie, så mærker man også, at hun ikke kun tager sin passion alvorligt. Hun tager også sig selv alvorligt og gør det, hun vil og brænder for, og ikke det, andre forventer eller siger, hun skal.

Julie fremhæver, at man som ung i dag er udsat for meget pres og stress i vores samfund:

”Vi skal kunne alt muligt, og hvis vi ikke kan, så er det en dårlig ting. Presset gør os sygere.”

Det at lave fejl og ikke leve op til de krav, der er, og i sidste ende føle sig lidt som en fejl, fordi der er noget man har svært ved, fylder meget.

Via Craft-klubben har Julie lært, hvordan man kan overkomme barrierer, når man møder dem. Det er lidt ligesom, når man hækler og laver fejl, ”så laver jeg det bare om. Jeg prøver mig frem og succeser”, siger Julie.

På den måde kan hun tage noget af det, hun oplever og lærer om sig selv i Craft-klubben, med ud i andre sammenhænge. Hun giver et eksempel:

”Når jeg går rundt nede i byen. Se mig, her går jeg-agtigt. Jeg er en ung kvinde, der har skizofreni, som kan hjælpe andre. Det er ikke min skyld, jeg har den (diagnose, red.).”

Julie er også begyndt at drømme. Det gjorde hun ikke før. Helt konkret har Julie nu mod på at flytte til Sverige, op til kæresten. Det havde hun ikke, før hun begyndte i Craft-klubben. Nu lærer hun svensk via Dualingo og øver sig i at tage toget derop. Hun prøver sig frem. Ligesom i Craft-klubben.

Interviewet til denne artikel er lavet i Cafe Kosmos, som ligger på hovedstrøget midt i Frederikssund, drevet af Ungdomsskolen.

Et sted, hvor byens unge mødes. Det vil sige de ”almindelige” unge, som Julie siger det. Altså dem, der laver noget. Går i gymnasiet. Derfor har Julie ikke tænkt, at cafeen var for hende. For hun lavede jo ikke rigtigt noget. Men nu kommer Julie jævnligt i cafeen.

I begyndelsen var det angstprovokerende, men også spændende og udfordrende. Julie fandt hurtigt ud af, at folk, der kommer i cafeen, er vildt søde, og har nu fået gode venner der, hvilket har været svært at finde andre steder. Hun oplever cafeen som et ”rigtig rart fristed”, som hun kalder det.

Det var også hele ideen med, at Craft-klubben skulle foregå i et lokale ved siden af cafeen: At de unge fik øje på og begyndte at bruge cafeen. Julie har på den måde brugt cafeen som en social træningsbane i at komme ud i lokalsamfundet blandt andre unge. Det har givet hende mere liv i øjnene.

Når man sidder over for Julie, ser man en person, som er meget ground’et og har taget ejerskab over eget liv. På den måde har hun fundet sit eget kosmos i (cafe) Kosmos. Det har hun kun kunnet sammen med andre, og fordi hun har kunne udleve sin passion i trygge rammer, hvor der ikke blev forventet noget af hende.

Hun skulle ikke præstere, som hun har været vant til i skolen og på uddannelse. Hun kunne bare være den, hun er, og derudfra udspringer det kreative, når man bare kan give slip på alle de ting, der presser en.

Med Julies historie og udviklingsrejse gennem det at deltage i Craft-klubben kan vi lære noget om, hvad der skal til, så flere mennesker med psykisk sårbarhed kan komme sig og blomstre op:

• Et fælles tredje at samles om. Med fokus på aktiviteten og det meningsfulde og ikke den enkelte. Det at gøre noget sammen og med sine hænder giver mulighed for at få nogle snakke, også om svære ting eller det, der fylder for den enkelte. Men det primære er, ”at vi hygger os”, så der kommer ro i nervesystemet, og den enkelte kommer i flow med aktiviteten som forudsætning for at åbne op. Det fælles tredje gør det muligt at rumme en mangfoldighed af personer, fx på tværs af aldre (14-29 år i Craft-klubbens tilfælde), da det er aktiviteten, der er det fælles, og ikke alder.
• At skabe noget, fx producere kreative produkter, og opleve at bidrage med noget og lære andre, hvad man kan.
• Trygt og rummeligt sted: alle kan være med – lærer (og mentor, som var med i starten) og deltagerne selv støtter dem, der har behov (fx i forhold til angst).
• God energi og oprigtig positiv tilgang, som smitter af og engagerer deltagerne til at være i aktiviteten: ”fik en til at ville” (citat, Julie) og med hinanden. Og det gør, at den enkelte åbner op for andre, fx har Julie fået to nye venner.
• Et fristed (i form af en ungecafe) i det ordinære samfund, som er inkluderende. Nogle, som unge kan identificere sig med. Giver en følelse af at være en del af et almindeligt (unge)miljø.
• Forudsigelighed og kontinuitet som forudsætning for at turde gøre noget nyt. Det er de samme, som står i baren hver mandag og det er tydeligt, hvad der skal ske fra gang til gang. Med det afsæt prøver den enkelte nye sider af, fx kommer i cafeen, når der ikke er klub.
• Mulighed for indflydelse: der er som udgangspunkt et fast program, men det er også muligt at påvirke, hvad der skal ske fra gang til gang.
• Træning i det at indgå i et fællesskab: kan give mod på rejse (til Sverige i Julies tilfælde) eller tage en uddannelse, fordi man har fået erfaringer med at indgå i fællesskaber, fundet mestringsstrategier, når det har været svært (for mange i rummet fx), og har oplevet, at man kan bidrage med noget til andre. Man deler og anerkender hinanden og giver hinanden noget.