NYHED 08.01.2026
Ny vandreudstilling giver anbragte børn en stærk stemme
Vandreudstillingen “Hold kæft og lyt!” åbner nu på Platformen i Esbjerg den 19. januar 2026.
Udstillingen fra Danmarks Forsorgsmuseum giver ordet direkte til anbragte børn og unge på tværs af tid og inviterer besøgende til at lytte til deres erfaringer, følelser og perspektiver på at være anbragt og have indflydelse på sit eget liv. Den er skabt af Danmarks Forsorgsmuseum i samarbejde med seks anbragte børn fra Svendborg Kommune og udstillingsdesignere fra No Parking.
“’Hold kæft og lyt’ – er et stærkt udtryk og måske sværere end man lige tror, at gøre. I hvert fald oplever mange børn og unge, der er eller har været anbragt ikke at de er blevet lyttet til i så høj grad som de kunne havde ønsket sig. At lytte rigtigt til det, børn og unge fortæller, ønsker og drømmer om, har stor betydning for deres hverdagsliv, og her tager udstillingen fat og giver håb om forandring,” siger Jimmy Agerskov Krab, seniorkonsulent i De Anbragtes Vilkår.
En del af et bredt samarbejde
Udstillingens navn er taget direkte fra et råd til de fagprofessionelle fra et anbragt barn. Den er udviklet i et partnerskab mellem Svendborg Kommune, De Anbragtes Vilkår og SUS – Socialt Udviklingscenter som del af et bredere samarbejde med målet om at styrke børneinvolvering i socialt arbejde og er finaniseret af Lauritzen Fonden.
Partnerskabet arbejder på tværs af fagligheder for at skabe nye, mere lyttende praksisser i kommunerne for at:
- udfordre og udvikle vores børnesyn
- styrke børns ret til indflydelse –også i praksis
- skabe nye metoder, materialer og praksisser, der giver børn en stærkere stemme
- videreudvikle børneinddragelse som en faglig disciplin
- samle viden, erfaringer og børnenes egne perspektiver på tværs af fagfolk, civilsamfund og kulturinstitutioner.
Som del af partnerskabet er der indsamlet fortællinger fra børn, familier og fagprofessionelle. Indsigterne herfra bruges i 2026 til at udvikle nye idéer til, hvordan kommuner kan styrke børneinddragelsen og kvaliteten i arbejdet med børnesager.
En rejsende udstilling
“Hold kæft og lyt!” kan opleves på Platformen i Esbjerg fra 19. januar til 26. februar 2026, før udstillingen rejser videre til andre kommuner i Danmark for at inspirere til at styrke involveringen af børn i børnesager.
Pressekontakt:
Ulrikke Moustgaard, kommunikationschef i SUS – Social Udviklingscenter:
Tlf. 22922213, mail umo@sus.dk
Foto: Andreas Benthien