Flere børn i Danmark vokser op i relativ fattigdom. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Trods højkonjunktur er andelen af børn under 18 år i relativ fattigdom steget fra 4,2 pct. til 4,4 pct. i 2023. Det er første gang siden 2017, at antallet er steget.

De nye tal har givet genlyd i medierne og i organisationer, der arbejder med børn og børn i udsatte positioner. Men hvad betyder det egentlig for børnene bag tallene at vokse op i en familie med få penge?

Egmont Fonden har netop lavet en stor undersøgelse om børn i fattigdom i samarbejde med Dansk Folkehjælp, Rambøll og SUS. SUS har stået for den kvalitative del af undersøgelsen, der gennem dybdeinterview af 21 børn mellem 6-16 år afdækker, hvordan de oplever at vokse op i en familie med få penge.

Sussi Maack og Mathias Hulgård Kristiansen, chefkonsulent og konsulent i SUS, har lavet interviewene af børnene, og de fortæller af børnenes fortællinger har gjort indtryk.

Sussi Maack fremhæver, at der er en tankevækkende forskel på resultaterne fra Rambølls kvantitative undersøgelse, hvor man har spurgt forældrene ind til børnenes afsavn og SUS’ undersøgelse, hvor man har spurgt børnene ind til deres afsavn.

Spørger man forældrene, er det 60% af familierne, der mangler nødvendigt tøj og sko. Og i 17% af familierne har børn måtte undvære måltider med frugt og grønt, fordi der ikke har været råd. Men spørger man børnene, er historien en anden:

”De mangler ikke rugbrød, de mangler ikke vinterstøvler. De får mad hver dag, de har en seng at sove i. Børnene peger på mindre regulært afsavn, end deres forældre gør, ” fortæller Sussi Maack.

”Jeg tolker forskellen i resultaterne, som at forældrene værner deres børn mod fattigdom. Forældrene bliver ’bufferen’, der sikrer, at det ikke er alle bekymringerne og afsavnene, der går videre til børnene”.

Rambølls undersøgelse viser, at forældrene ofte prioriterer deres børn over sig selv og springer et måltid over og undværer en vinterjakke for at sikre sig, at deres børn får, hvad de har brug for.

”Der er nogle af børnene, der oplever, at der ikke er mange penge til mad. De ved godt, at de får, hvad der er på tilbud og en måltidskasse med overskudsvarer. Men det er ikke mad og tøj, de peger på som afsavn. Når vi spørger børnene indtil deres afsavn, peger de med det samme på deres sociale liv,” fortæller Maack.

”Når der inviteres til fødselsdag i klassen, skal man stikke en løgn: ”ej, jeg ville gerne have været med til den fødselsdag, hvor er det ærgerligt, at jeg ikke kan, men desværre skal jeg noget andet”, fordi man i virkeligheden ikke har lyst til at gå hjem og spørge sin mor om 30 kr. til en fødselsdagsgave. Børnene er meget opmærksomme på ikke at lægge et pres på deres forældre.”

”De fortæller om at balancere mellem på den ene side at skjule for omverdenen,  at der er noget, man ikke kan deltage i, fordi der ingen penge er – og på den anden side at beskytte sine forældre ved ikke at lægge pres på dem. Og det er hårdt. Det er at gå på en line, hvor man hele tiden skal tage hensyn. Og man kan godt se for sig, hvad det betyder, hvis man på den måde jonglerer mange år i sin barndom. Det gør jo noget ved en. Det slider, ” fortsætter hun.

”Børne- og skoleforsker Louise Klinge peger også på, at det går udover ens mentale indlæring. Man bruger simpelthen en del af sin energi på det, og så bliver der mindre energi til at koncentrere sig om sin skolegang.”

Maack fortæller, at det er et stort arbejde at skulle skjule, at man ikke har penge. Børnene skal hele tiden finde på undskyldninger og forklaringer – og i nogle tilfælde oplever de, at det er nemmere bare at trække sig fra fællesskabet. For det er jo ikke kun, når der er fødselsdag, at det koster penge.

”Det er alle de her sociale relationer, hvor man laver noget hyggeligt sammen med nogen, som man måske bliver nødt til at sige nej til, fordi man ikke har råd. Det er et citat i vores rapport med en ung pige, der siger ”Jeg er jo ikke ked af det hver dag overhovedet. Men sådan en aften, hvor de alle sammen har været til koncert, og jeg ikke har været med: Der er jeg ked af det”. Og når man hører det, kan man jo bare mærke det helt ned i tæerne.”

”Især pigerne fortæller, at deres veninder hele tiden foreslår noget, der koster penge: ”Skal vi ikke gå i centeret? Skal vi ikke gå på cafe? Skal vi ikke gå i Tivoli?”. Det belaster. Der er nogle af pigerne, der beskriver, hvordan de ryger ud af fællesskabet. Men der er også nogle, der bare trækker sig ud af fællesskabet, inden de ryger ud.”

Et andet hjørne af afsavn er dét, der relaterer sig til skolen. Der er mange ting, der koster penge i skolen, selvom vi har en gratis folkeskole: ”Man skal selv have sin egen computer, man skal have sin telefon,” fortæller Sussi Maack.

”Men udover tingene i klasseværelset skal man også have sin egen cykel, fordi man lige skal cykle et eller andet sted hen. Man skal have et rejsekort – og man skal kunne regne med, at der er penge på det. Og det er bare transporten hen til det, der i øvrigt koster penge: sommerudflugten og klassekassen”.

Børnene fortæller, at de oplever, at det bliver taget som en selvfølgelighed, at man har både cykel og computer, men Maack fremhæver, at ”bare det med at have penge til lige at købe en snack, en is eller et eller andet: Det findes ikke. Og så lader man være med at tage med, fordi det simpelthen bliver for ubehageligt”.

På samme måde oplever børnene, at det for andre er en selvfølge, at man har været ude og rejse, når man kommer tilbage i skolen efter en ferie.

”Det, børnene fortæller, at de mangler – det, der er virkelig afsavn på – er ferier. Man kommer ikke på ferie. Som en pige siger, er det er jo ikke fordi, der er noget problem med at skulle holde ferie i Danmark. Problemet opstår, når klassekammeraterne og læreren spørger, hvor man har været i sommerferien. Og efterårsferien. Og vinterferien. Det er et pres, når der bliver spurgt ”hvor har du så været henne?”. Og det pres fylder for børnene. Det er noget af det, de fortæller lige med det samme.”

Sussi Maack fortæller, at børnene selv finder måder at navigere i, at deres familier ikke har mange penge. Og den navigation er præget af, at børnene tager et stort ansvar på sig. På tværs af deres fortællinger tegner der sig et billede af tre copingstrategier, de benytter.

”Den første strategi handler om, at børnene skjuler for omverden, at deres familie ikke har mange penge. Man starter typisk med at forslå et billigt alternativ: ”Skal vi ikke bare gå en tur i stedet for at tage på cafe?” kan de fx spørge. Hvis det ikke virker, stikker man ofte en hvid løgn: ”Åh hvor ærgerligt, jeg kan ikke lige i dag”. Men hvis det heller ikke virker, er det, at man begynder at trække sig fra de venskaber og fællesskaber, hvor man ikke har råd til at tage del i aktiviteterne”, forklarer Maack.

”Den næste strategi er, at børnene undgår at presse deres familier yderligere. Det gør man ved at skjule sine afsavn og behov for sine forældre – netop for at beskytte dem. Mange af børnene er meget bevidste om, at deres forældre er pressede; så de holder op med at bede om noget, og lægger mærke til, hvornår der er penge – og hvornår der ikke er”.

”Den tredje strategi er selv at finde løsninger på de økonomiske udfordringer. Det går igen, at det er vigtigt at få et fritidsjob: ”Så snart, jeg er gammel nok til at få et fritidsjob, så skal jeg have det”. At tjene sine egne lommepenge bliver simpelthen måden at kunne være med på,” forklarer Maack, ”men strategien indebærer også, at de bliver prisbevidste – og det fremhæver flere af pigerne faktisk som en positiv konsekvens af deres opvækst. Et eksempel er en pige, der fortæller, at når hun står i butikken med en blyantspidser i hånden, så overvejer hun, hvor meget hun har brug for den blyantspidser – og hun overvejer, om hun kan få den billigere et andet sted. For mange er en blyantspidser jo en lille ting, man bare kan rive ned fra hylden, men for hende – og hendes familie – er det en vigtig overvejelse at gøre sig. Hun fortæller også, at hendes far har sagt til hende, at hun bliver så hurtigt voksen. Og det er jo fordi, det netop er det, der sker, når man står med det ansvar og de overvejelser”.

Sussi Maack understreger, at det slider på børnene konstant at skulle mestre de forskellige strategier. De er på overarbejde, og det er især, når de er sammen med børn, der ikke har de samme bekymringer. Maack fremhæver et citat fra en 13-årig pige, som sagde:

”Jeg tror faktisk, vi bor i et prisfattigt område. Der er ikke det store modefænomen. Altså. Ikke at man går i hullet eller laset tøj, men der er ikke det der med, at der bliver stillet krav til, at skoene skal hedde noget bestemt, eller bukserne skal hedde noget fint. Der er plads til, at man er den, man er… Jeg tror, at det er værre, hvis du kommer ind i storbyerne.”

Sussi Maack uddyber, at ”det, pigen senere fortæller, er, at efter hendes storebror er kommet på efterskole, har han fået behovet for at gå i de dyre sneakers, som de andre børn har. Pigen har altså gennemskuet, at deres oplevelser også handler om sociale kontekster – og at der er nogle steder, det er nemmere at trække vejret end andre. Derfor er det også fedt for børnene at være sammen her til interviewene, fordi de kan sænke skuldrene. Når de er sammen med andre i samme situation, har de ikke noget at skjule eller en facade at opretholde”.

Under interviewene har mange af børnene efterspurgt en hjælpende hånd fra ’dem, der bestemmer’. Derfor har Sussi Maack og Mathias Hulgård Kristiansen spurgt børnene, om de har gode råd til, hvordan man kan hjælpe børn, der er i samme situation som dem selv. De svar har SUS fortolket og sammenfattet til fem anbefalinger.

1. Indret hverdagen, så alle kan være med
   Lad være med at sætte os i situationer, hvor det indirekte forventes, at vi trækker på ressourcer, som vi ikke har. Det kan fx være en cykel, et rejsekort eller en forælder med bil.

2. Giv os mulighed for at tjene vores egne penge
   Hjælp os til at få et fritidsjob. Det giver os bedre råd til at være med i fællesskabet og letter også et pres, fordi vi ikke hele tiden skal spørge vores forældre om penge til fx tøj, oplevelser og gaver.

3. Bidrag til, at vi får særlige oplevelser
   Giv os økonomisk mulighed for oplevelser, som bryder med hverdagen og skaber gode minder. Det kan være alt fra en tur i biografen, cirkus eller badeland til større udflugter eller ferier.

4. Skru ned for gavepresset
   Sæt fælles rammer for gaveniveauet, så vi alle kan komme med til fødselsdage – uden at føle os presset over at skulle ’ruinere’ vores forældre eller skamme os over, hvad vi giver.

5. Sørg for, at alle kan være med i skolen
   Begræns omfanget af de ting i skolen, vi selv skal betale for, og sørg for, at der bliver taget hensyn til dem, der ikke har råd. Fx til betaling til klassekassen, lommepenge til ture eller transport.