– SUS har nu i flere år arbejdet dedikeret med systemforandringer. Hvorfor er netop systemforandringer så vigtige for SUS at bruge kræfter på?

Hvis man skal tage det lange blik på, handler det om, at SUS eksisterer for at bidrage til at skabe bedre livsbetingelser for mennesker i udsatte positioner – og at vi samtidig har en stærk tradition for gerne at ville komme med relevante bud på andre og nye måder at se på problemstillingerne inden for det sociale felt. Ikke kun, når det gælder selve indholdet i socialpolitikken, men også rammerne på socialområdet og for indsatser og arbejdstilgange hos de fagprofessionelle. Det gør vi i en erkendelse af, at hvis indsatser skal lykkes, skal der også være et system rundt om dem, der bakker op og tør tænke nyt. Det er ikke nok, at den enkelte medarbejder gerne vil prøve at bruge nye greb i indsatser, metoder og tilgange. For når vi ser på udbyttet – på hvad, der virker – så står det klart, at systemet rundt om også skal anskue tingene på nye måder.

I SUS har vi eksperimenteret med involvering af de mennesker, det handler om; vi har eksperimenteret med udvikling af nye indsatser og med implementering af nye arbejdsgange. Og der kan vi se, at de problemer, man gerne vil løse, får man ikke taget helt taget livtag med uden at have systemerne med.

– Hvad kunne systemer være for nogle?

Et eksempel kunne være en kommunal forvaltning. Der er et hierarki, nogle procedurer, en kultur, en praksis om, hvordan man griber ting an. Alt sammen noget, der er defineret ud fra principper eller hensigtsmæssige måder om at sikre en arbejdsdeling, legalitet og borgernes retssikkerhed osv. Men nogle gange kommer det til at spænde ben for udvikling af bedre praksis eller indsatser til gavn for målgruppen.

Hvis man i en kommune fx forsøger at få en gruppe af unge i uddannelse og job, kan der være procedurekrav, som er bundet op i en kommunal forvaltning, der giver systembegrænsninger på, hvor langt man kan strække rammen for at støtte de unge eller give dem en indsats, der ville passe bedre til dem. Fx tidsbegrænsninger i indsatser, samtaler, der skal være afholdt på tidspunkter eller med mellemrum, som måske ikke passer ind i den unges livsforløb. Og hvor man derfor i realiteten ikke får hjulpet den unge. Det vil være et typisk sted, systemforandringer kunne gøre noget godt.

Og vi ser jo heldigvis en større åbenhed i kommunerne og staten for at gøre noget andet. Men ofte får man kun taget ét sted, fx jobcenteret, uden at man får bygget systemer, der for alvor kan håndtere det unges menneskes livsforløb med de problematikker og udfordringer, der måtte være på spil.

Men det gælder også civilsamfundet, som jo driver nogle tilbud til stor gavn for vores velfærdssamfund. Det offentlige ville ikke kunne løfte opgaven alene. Her kan der være nogle tilsynsmæssige krav, som sætter en begrænsning på støtten til fx unge, der går fra anbringelse til egen bolig, men pludselig står og har brug for hjælp. Her vil det stærkeste netværk, man har, de personer, man er allermest tryg ved, faktisk ofte være de voksne på det børne- og ungehjem, hvor man er vokset op. Og det ville måske være en stor hjælp, hvis en ung tidligere anbragt kunne komme på weekend og få lidt omsorg blandt de personer, som har kendt én gennem ens opvækst.

Men børne- og ungehjem er underlagt nogle krav fra tilsynssiden, der handler om at den måde, der tildeles økonomiske ressourcer på. Ressourcerne må som udgangspunkt kun gå til de børn og unge, der er visiteret til og bor på børne- og ungehjemmet. Ser man samfundsøkonomisk på det, giver det ikke meget mening. For hvis det unge menneske fik den støtte og hjælp, hun havde brug for lige dér – og for relativt få ressourcer – ville det være at foretrække frem for måske dyrere foranstaltninger senere i hendes liv. Vi ved nemlig, at unge tidligere anbragte har svagere netværk end andre at læne sig opad som unge voksne og også højere risiko for fx at opleve hjemløshed.

Hvis vi kunne tage livtag med sådanne udfordringer – uanset om det handler om lovgivningsmæssige benspænd, eller måden man udlever og fortolker rammerne – ville vi også være med til at skabe et mere menneskeligt system. Så tænk, hvis vi kunne bruge kriteriet, at vi skal bygge systemer, der er meget mere gearet til at skabe gode levebetingelser.

Det er ikke kun forandringer, der skal skabes inde i en socialforvaltning eller en beskæftigelsesforvaltning. Det er et system og en tænkemåde, der skal forandres. Ikke bare fordi, det skal være nyt, men fordi vi står med en række meget store samfundsmæssige problemer, som vi ikke er lykkedes med at løse endnu. Vi har brug for systemet til at tilvejebringe rammer og sikre koordination mv.

Vi er ikke lykkedes med at gøre grupperne af mennesker i udsatte positioner væsentligt mindre gennem de seneste mange år. Og samtidig er gruppen af mennesker i udsatte positioner ikke entydigt den samme som for 10-15 år siden. Og i stedet for at blive ved med at gøre det samme, eller i hvert fald nogenlunde det samme, inden for et system, så er det måske ikke så ulogisk at have en hypotese om, at der skal noget andet til, så systemet bliver i stand til at fange skiftende behov, men også håndtere kompleksiteten i det at være i en udsat position.

– Hvor begynder man, når man vil forandre systemet?

Det kommer an på, hvad vi taler om. I en dansk kontekst bliver system ofte synonym med det offentlige system. Men et system kan jo også være flere systemer på én gang, der spiller sammen i et bredere økosystem. Eller et kultursystem, hvor man plejer at gøre noget på en bestemt måde og ikke kan forestille sig at gøre det på en anden måde. Og der kan være langt fra national lovgivning til praksis ude lokalt, hvor forandringerne jo reelt skal skabes og leve.

Man kan starte på flere forskellige måder. Collective impact (se boks) er fx ét bud på en ramme, som vi er inspireret af i SUS. sammen med den missionsorienterede tilgang (se boks). Man kan også kigge til Canada, hvor man bruger tilgangen Social R&D (Research and Development). Ideen er at bygge lokale ‘communities’ (fællesskaber), hvorigennem der opbygges kapacitet til at anvende data og analyse på frontlinjeniveau med henblik på at genere ny og aktuel viden, der kan være med til at transformere livsbetingelser lokalt. Begrundelsen for denne tilgang er, at uden Social R&D vil vores løsninger ikke være i trit med det, som samfun- det har brug for.

Aktuelt er der en jo en debat om de mange ’vilde’ problemer, det danske samfund bakser med og ikke har formået at få løst til fulde. Vi kan måske få skabt en bedre værktøjskasse rundt om dem, så de i hvert fald ikke virker så tunge, hverken for den enkelte person eller for samfundet i det hele taget, hvis vi skeler til andre måder at gå til arbejdet på. Og her er der god inspiration fra udlandet. Men også fra os i SUS en opmærksomhed på, at vi skal tilpasse disse ideer til det danske velfærdssamfund og den konkrete lokale kontekst.

En central pointe, som går på tværs af tilgange til at arbejde med systemforandring, er vigtigheden af, at vidensperspektiverne bliver udvidet fra start. At man bliver udfordret på, hvilken viden, der er brug for – og hvor der kigges hen for at få viden. Det er også vigtigt at få kigget problemstillingen igennem: Har vi nu forstået den rigtigt?

Der kan være en tendens til, at man alt for hurtigt er henne ved løsningerne, når man ser en problemstilling. I stedet for at dvæle ved forståelsen af problemstillingen. Og det kan man ikke gøre, hvis man bare sidder sammen med de samme mennesker eller kun bruger de videnkilder, som man plejer – og slet ikke på vegne af dem, der mærker problemet.

Dem, som mærker problemet, har jo erfaringsbaseret viden. Det er dem, som ved, hvordan mødet med systemet opleves. I vores arbejde er erfaringseksperterne kommet med uvurderlige perspektiver, der ikke var kommet frem, hvis vi ikke havde involveret dem. Men systemet skal opbygge kapacitet til at give plads til erfaringseksperternes perspektiver på deres præmisser.

Og vi kan også kigge andre steder hen efter viden, vi ikke lige plejer at tænke ind. Det kunne være det lokale erhvervsliv, borgerforeningen eller andre, der mere indirekte er berørt af en problemstilling, men som kan tilvejebringe nye perspektiver med et udefra-blik. Når flere perspektiver kommer i spil, peger de ofte på noget, man ikke selv havde set, og som – når man dykker ned i det – viser sig at være utroligt vigtigt. Som måske helt omdefinerer problemstillingen. Og dermed også hvor man skal finde løsningerne.

Ingen kan løse komplekse udfordringer alene. Men sammen kan vi få øje på flere nye ting, vi kunne afprøve for at se, om det ville være gavnligt. For vi kan lige så godt afprøve det frem for at bruge ressourcer på at gøre det, vi plejer, og som ofte har vist sig, at det kom vi ikke langt nok med.

Og så skal vi alle vænne os til noget helt fundamentalt – vi får aldrig et fuldstændigt vidensgrundlag, og vi kommer ikke til at finde løsningen eller sætte facit under komplekse sociale problemstillinger. Men vi kan ændre vores tilgang, så vi løbende bliver i stand til bedre at anvende aktuel viden og redesigne ud fra de ændrede behov, der kontinuerligt vil være til stede – både på systemniveau og i forhold til det enkelte menneske.

– Hvor spiller den enkelte borgers eller menneskes viden ind her?

Vi skal give erfaringseksperterne en forrang for, at de kan komme med et afgørende vidensinput til forandringsprocesser, der handler om dem. De har nemlig sjældent en position og platform at tale fra – som fx en fagprofessionel har for at bringe sin praksis og viden i spil, en forskningsinstitution, eller en organisation, der taler på vegne af en gruppe.

Derfor arbejder vi i SUS systematisk med at bringe menneskers levede erfaringer ind i forandringsprocesser og samskabelsesprocesser, på deres egne præmisser.

Erfaringseksperterne deler ikke blot levet viden og erfaring, men de samskaber også viden med andre, som er i samme situation som dem selv. Sammen er de med til at skabe viden om temaer, erfaringer og problematikker, der træder frem på tværs af deres levede erfaringer. På den måde får vi et vigtig supplerende vidensinput, som skal bringes sammen med den viden, vi har fra den fagprofessionelle praksis, fra forskning og andre relevante aktører, når vi
prøver at forstå en kompleks problemstilling og mulige løsningsrum.

– Hvad sker der i en proces med systemforandring, når SUS er med?

Det afhænger helt af, hvor processen foregår, og hvad problematikken er. Vi har flere store projekter, bl.a. hvor vi er udviklingspartnere for og sammen med kommuner; nogle har allerede varet 4-5 år, nogle er forandringsprocesser i storskala for at forbedre levebetingelserne for en hel kommunes børnefamilier, andre handler om at skabe forandring i fx en beskæftigelsesindsats. Vi eksperimenterer og prøver ting systematisk af, ser på om der er gavnlig effekt – og justerer.

Vi udvælger fx en bestemt tematik, som erfaringseksperter, de fagprofessionelle og/eller forskning har peget på, og så laver vi prøvehandlinger. Og hvis prøvehandlingen viser at være gavnlig, hvordan sikrer vi så, at vi ikke bare står med en isoleret ny indsats, men faktisk bygger sammen med det, der er på området i forvejen? Måske skal det indlejres i en fagprofessionel praksis eller en måde at arbejde på i systemet.

Og alle de her små bitte byggeklodser, der så kan komme ud af enkelte prøvehandlinger og indsatser, skal jo gerne bygge noget nyt op, systemet og organisationen kan indoptage og brede ud til gavn for flere.

Der findes masser af gode indsatser på socialområdet generelt. Men hvis de ikke har et ophæng i systemet, virker de ikke efter hensigten. Så dør de eller blivende boende isoleret i enkelte organisationer. Det er derfor, det er så vigtigt at have systemtænkningen med.

Vi kan se, at systemforandringer kan give markante resultater. At flere voksne i udsatte familier i en kommune som Aarhus kommer i job fx eller, at unge i udsatte positioner i Esbjerg har fået markant bedre livsmestring og trivsel – for at nævne et par af de kommuner, vi har forandringssamarbejder med.

– Hvad kunne du ønske dig at se af forandringer på det sociale område i fremtiden?

I det nordiske velfærdssamfund har vi ligesom defineret, at dem, der tager sig af de offentlige problemer, er hegnet ind i et lukket rum i samfundet. Vi kan godt hive noget civilsamfund ind til at stå for nogle løsninger, og vi kan også godt lave et offentligt-privat samarbejde og have leverandører. Men deres viden og erfaring sættes ikke nødvendigvis systematisk i spil, og dermed bliver de ikke medskabere af den udvikling, der er brug for.

Selvom mange står med en nøgleviden, der kunne blive bragt ind, eller er virksomhedsaktører, som er megadygtige til at lave nye løsninger inden for deres felt, vi kunne få gavn af, og har metoderne til at gøre det. Forskning bliver trukket med ind, men jeg kunne ønske mig meget mere medansvar og samskabelse fra alle mulige aktører lige fra civilsamfundet til erhvervslivet frem for, at her har vi et rum, hvor der sidder en offentlig aktør, som skal løse problemerne og måske får input fra forskning.

Vi skal begynde at se langt bredere på systemer og systemforandringer og interessere os mere for samskabelse om systemforandringer – og ikke kun for indsatser. Det tror jeg er nødvendigt, hvis vi vil skabe bedre vilkår for dem, der har brug for støtte fra velfærdssamfundet.

Jeg tror, vi vil have gavn af at se samskabelse som så meget mere end et fluffy begreb, men en benhård systematisk konkret tilgang til, hvordan man involverer, med hvilket formål, hvad skal der komme ud af det, hvordan vi dokumenterer. Lige fra at sikre vidensgrundlag og problemforståelse til løsninger, opfølgning og skalering både af systemforandringer, mindset blandt dem, som er i systemet og de konkrete løsninger.

Det er en misforståelse, hvis man synes, at det at lave sammenskabelse er sådan en blød ting. Det er det ikke for os i SUS. Det er systematik, dokumentation og metodebevidsthed – en hård faglig kompetence.