NYHED 17.09.2025
Hold kæft og lyt (til de anbragte børn)
Så enkelt lyder rådet fra et anbragt barn til de fagpersoner, der arbejder med anbragte børn. Det er også titlen på den nye vandreudstilling om anbragte børns indflydelse på deres egen sag og liv – før og nu, som åbner 12. oktober på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg.
”Hold kæft og lyt” er en udstilling skabt af Danmarks Forsorgsmuseum i samarbejde med seks anbragte børn og udstillingsdesignere fra No Parking. Sammen med seks børn, der var anbragt for 100 år siden, fortæller børnene, hvordan de søger indflydelse på deres egen sag.
Historisk set er anbragte børn ikke blevet inddraget meget i deres egen sag. Med ”Barnets lov” i 2024 blev der lagt op til et paradigmeskifte. Nu skulle børnene høres. Men hvordan har lovgivningen foldet sig ud for de anbragte? Har børnene stadig nogle af de samme udfordringer som børnene dengang for 100 år siden og som de måske havde før Barnets lov? Er det lykkes de voksne at indfri potentialet i Barnets lov?
Animationsfilm, lydfortællinger og håndskrevne breve tager dig med ind i hvert enkelt barns unikke historie om medbestemmelse i handlinger og ord. Kan man f.eks. fravælge samvær med sine biologiske forældre? Skal ens klasse have at vide, at man er anbragt? I udstillingen bliver du som gæst også præsenteret for nogle af de dilemmaer som både fagpersoner og børn i udsatte positioner står overfor.
Udstillingen er en del af et samarbejde mellem Danmarks Forsorgsmuseum, De Anbragtes Vilkår (DAV), SUS – Socialt Udviklingscenter og Svendborg Kommune, som handler om, hvordan vi bedst kan inddrage anbragte børn i deres egen sag og give dem indflydelse på eget liv.
Om udstillingen
- Vandreudstillingen ”Hold kæft og lyt” åbner på Danmarks Forsorgsmuseum, Grubbemøllevej 13 i Svendborg den 12. oktober og vises frem til 14. december 2025.
- Herefter rejser den videre og kan blandt andet ses i Århus og København.
- Udstillingen realiseres med støtte fra Lauritzen Fonden.
- Vandreudstillingen er en del af et samarbejde mellem Danmarks Forsorgsmuseum, De Anbragtes Vilkår (DAV), SUS – Socialt Udviklingscenter og Svendborg Kommune.
- Danmarks Forsorgsmuseum har til huse i Nordens bedst bevarede fattiggård. Stedet var i drift 1872-1974. Bag pigtråd og høje murer fortæller museet en vigtig del af historien om Danmarks forsorg.
