Aktuelt

NYHED 18.10.2024


Børn fortæller om barndom med få penge

Når man vokser op som barn i en familie med en presset økonomi, kan man føle sig nødsaget til at finde på undskyldninger for ikke at falde igennem socialt – og man nedprioriterer sine egne behov for at undgå at presse forældrene.

Det er nogle af de svar, børn i økonomisk pressede familier giver, når de fortæller om at vokse op og have en barndom med få penge.

Svarene er fra en kvalitativ interviewundersøgelse udarbejdet til Egmont Fonden af SUS i samarbejde med Dansk Folkehjælp, der netop er blevet offentliggjort.

Her sætter 21 børn ord på, hvilke strategier de bruger for at skjule for andre, at deres familie ikke har så mange penge.

De trækker sig fx fra fællesskaber, de ikke har råd til at være med i. De undlader at fortælle deres forældre om deres egne behov for ikke at presse økonomien yderligere. Og de forsøger at hjælpe familiens økonomi, fx ved at få et fritidsjob. Alt sammen noget, der kan bidrage til at sende børnene på et mentalt overarbejde.

Undersøgelserne er en del Egmont Fondens arbejde for, at børn i fattigdom skal have de samme muligheder som andre børn. Fonden arbejder for, at børn og unge i fattigdom trives, lærer og er en del af fællesskabet. Både i skolen og fritiden.

Få penge giver afsavn

Undersøgelsen er gennemført i forlængelse af en kvantitativ spørgeskemaundersøgelse blandt 3.601 forældre fra økonomisk trængte børnefamilier, som Egmonts Fondssekretariat har gennemført i samarbejde med Rambøll og Dansk Folkehjælp.

Den kvantitative undersøgelse viser, at i 76% af økonomisk trængte børnefamilier har børnene inden for de seneste tre måneder måttet undvære mindst tre sociale aktiviteter som fx at tage en ven med hjem til spisning eller overnatning, komme med på skoleudflugt eller holde fødselsdag for kammerater.

I 60% af familierne har der ikke været råd til at give børnene nødvendigt tøj eller fodtøj. Og i 17% af familierne har børnene måttet undvære måltider.

Undersøgelsen viser også, at der inden for de seneste tre måneder ikke har været råd til at købe lægeordineret medicin i hver femte af de familier, hvor et barn har haft behov for det.

SUS’ undersøgelse graver et spadestik dybere under tallene.

Med udgangspunkt i de samme tematikker som i Rambølls undersøgelse har SUS dybdeinterviewet 21 børn om, hvordan de oplever de konkrete afsavn, hvordan de navigerer i de konkrete afsavn, fx når det gælder børnenes egne behov versus familiens behov, eller når det handler om deres oplevelse i forhold til andre børn, skole og fritid.

Læs undersøgelsen